Blog


...

Lars Lund

13 okt 2021 09:40

Lav din egen æblesort

Det er æbletid, og det betyder, at den naturlige modningstid for et æblekerner er lige nu. Når kernen er brun, er den moden. Hvis du lader et æble ligge på jorden, vil du i heldigste fald opleve, at der vokser et nyt æble, hvor det nedfaldne æble lå. Det er naturens måde at sikre nye generationer på, men det er nu ikke så tit, det sker, for fuglene har spist æblet før, det får sat sit afkom. Men så kan du jo hjælpe lidt på vej og tilmed måske blive berømt.

Det var på den måde, æblet Filippa kom til verden. Det er et æble fra skolelærer Johannesen på Fyn, der i 1876 opkaldte det efter sin datter. Nogle æbler som for eksempel Guldborg, Gråsten og Pederstrup, har fået navn efter steder, de er fundet.

Nogle gange er man heldig med at få et velsmagende æble. Andre gange er smagen ikke værd at gemme på, men har du lidt plads, kan du jo lave eksperimentet.

Kernerne skal starte deres tilværelse på den kølige måde. Allerede nu, mens æbletræernes frugter modner, vælger du et sundt æble. Gem det køligt indtil omkring januar, hvor du så tager kernerne (frøene) ud.

Læg frøene på et fugtigt stykke papir, så de kan suge vand til sig. Sæt frøene i potter med jord, der er blandet med lidt grus. Jorden skal være let fugtig og ikke drive af vand. Dæk dem med 1-2 cm jord eller sand. Husk at skrive en lille seddel med moderplantens navn. Når planterne kommer op, så gem kun de planter, der strutter af sundhed.

Du kan også fremme processen ved at lægge frøene på et fugtigt stykke papir i køleskabet. Når de spirer, pottes de i en potte og stilles i en kølig vindueskarm indtil foråret, hvor du planter træet ud.

Nu skal du blot vente omkring fem år, så kan du tage den første smagsprøve. Smager æblet godt, og synes andre det samme, ja så er du måske på vej til berømmelse.