Blog
Få succes med salat
Hvis nogen, der er nye inden for havearbejde, spørger mig, hvilke spiselige fødevarer de skal dyrke, siger jeg altid: "Start med salat". De er ikke kun en af de letteste afgrøder at dyrke og passe, de er billige - en pakke frø holder dig forsynet hele sommeren - og du har ikke brug for meget plads til at dyrke dem. De vokser lige så godt i potter på en altan som i jorden i en ambitiøs køkkenhave eller kolonihave. Nyplukkede salatblade er langt bedre end alt, hvad du kan købe i supermarkedet, og da vi alle prøver at reducere vores brug af plast, er det meget bedre for planeten at være i stand til at gå ud og høste din egen salat i stedet for at købe salat i plastbakker. At dyrke din egen salat betyder også, at du kan prøve et stort udvalg af forskellige blade og sprøde salater. Hvis du synes, at salater er kedelige, skal du bare udvide dit valg af ingredienser.
Lidt knas
Jeg kan godt lide at have mindst en salat, der har sprøde blade, især hvis jeg bruger dem i en sandwich. Mine egne favoritter er romainesalater, der danner en tæt klynge af blade. Du kan høste hele planten, men jeg foretrækker kun at fjerne de ydre blade jeg har brug for, hvilket får planten til at vare længere.
Varianter der er værd at prøve: romainesalat, saladin iceberg, bataviasalat og black seeded simpson havesalater.
Tekstur og farve
Hvis jeg laver en skål salat, kan jeg godt lide at bruge en blanding af mindst fire forskellige typer salatblade. Jeg inkluderer nogle af de sprøde nævnt ovenfor sammen med blødere sorter, der kommer igen selvom man tager fra dem. For at en salat skal se visuelt tiltalende ud, er det vigtigt at tilføje lidt farve. Ikke alle salatblade er grønne, nogle er bronzefarvet, andre er dyb lilla eller røde, og der er nogle med grønne blade, der er rødbrunspættet.
Varianter der er værd at prøve: Forellenschluss, Marvel of Four Seasons, Red Salad Bowl og Cocarde pluksalater.
Smag
De fleste salatblade har en fin smag, så for at pifte smagen op tilføjes plukket rucola eller sareptasennep, som begge har et pebret twist. Ærteskud er simpelthen spidserne på ærteplanter, der kan fjernes og bruges som pynt. De vokser superhurtigt - du kan høste blade efter tre uger - og kan let dyrkes i frøbakker i en solrig vindueskarm, hvor du kan høste fra de små planter flere gange, hvis du lader plantens stamme være og bare nipper de voksende skud af.
Hvis du ønsker en syrlig skarp smag, så prøv havesyre - sorten med åre på bladene ser specielt attraktiv ud - og for en bitter note kan du inkludere cikorie.
Spiselige blomster
De fleste spiselige blomster har ikke meget smag, men der er et par, som jeg kan lide at bruge, ikke kun fordi de ser smukke ud, men også fordi de smager godt. De trompetformede blomster tropæolum kommer i et stort udvalg af farver fra dyb rubinrød til abrikos, levende orange til delikat cremet hvid. De har en mild pebret smag, ligesom bladene, som også kan bruges i salater.
Både de lyserøde blomster af purløg og de hvide stjerneformede blomster af hvidløg, også kendt som kinesiske purløg, kan spises og giver en mild løgagtig smag. Spred blot over salaten inden servering.

Om Louise Curley
Louise er engelsk haveekspert, havejournalist og forfatter til den prisvindende bog The Cut Flower Patch. Louise er passioneret omkring planter, er fortaler for økologisk havearbejde og det vilde liv i haver.
Bliv klogere på Louise Curley- Aktuelle Indlæg
- Haven gror, og det kræver gødning - men hvilken?
- Inspirationstips til drivhuset
- Steril jord er slet ikke godt for planterne
- Klar grill på 5 minutter : Lav din kulgrill til en gasgrill
- Selvbyg: Calle og Helle Hannibal har bygget deres drømmedrivhus i genbrugsmaterialer
- Den filosofiske gartners staudeteori
- Tips til ekstraudstyr i drivhuset, sokkel til regntønden og ophæng til vin
- Sådan finder du vej i gødningsjunglen
- Tyvstart med sommerblomster