Blog


...

Lars Lund

12 jan 2021 10:12

Giv den en på roen og lav din egen sukkerfabrik

Gammel norsk opskrift fra 1941 gav inspiration til at lave egen sukkersirup af roer

 

Af Lars Lund

l@rslund.dk

 

Er der nogle, der er dygtige til at finde løsninger på mangelvare, ud over os danskere selvfølgelig, så er det nordmændene. I Beredskabshagen i Norge, kaldet Datsja, så jeg en gammel opskrift i Stor Kokebog, skrevet af Fru Henriette Schønberg Erken om, hvordan man laver sukker eller rettere sirup af sukkerroer. Den opskrift skulle jeg naturligvis prøve.

For mig er det en god kompensation for den i år manglende skiferie til Norge at prøve noget norsk, og måske får du også lyst til at kaste dig ud i nye udfordringer i år, herunder dyrkning af sukkerroer. Den slags er jo ikke kun forbeholdt bonderøve. Du kan se processen i videoen og læse den mere detaljerede opskrift herunder.

Accepter venligst marketing-cookies for at se denne video.

Flydende sukker

  • Først sår du roerne. Når roerne i efteråret er høstet, skal de hakkes og altså ikke under dyrkningen.
  • Du skal bruge 5-6 kg rengjorte, skrællede roer.
  • Roerne skæres op i mindre skiver og efterfølgende mindre stykker og lægges i en gryde, der kan rumme mellem 16 og 18 liter vand. Der skal være rigeligt med vand over stykkerne.
  • Nu varmes grydens vand op til mellem 80 og 90 grader. Det må ikke koge. Her skal det stå i fire timer. Med mellemrum røres der i gryden.
  • Massen samles nu op i et dørslag eller si. Saften bliver tilbage i gryden og massen kommes i et stort fad og sættes køligt.
  • Saften sies gennem et klæde og ned i en beholder.
  • Gryden gøres ren og den siede saft kommes tilbage i gryden. Her varmes den op og står ved svag varme i 12-14 timer.
  • Den sidste halvanden time før siruppen er færdig, dannes et tykt lag grågult skum på overfladen, som fjernes, før siruppen fyldes i en krukke.
  • Fyld den i krukken, når siruppen har fået en tilpas konsistens. Pas på det ikke bliver for sent.

 

Opskriften gør opmærksom på, at varm sirup, altid er mere flydende end kold. Man bør tage lidt sirup op i en skål, som får lov at blive kold, så man kan se konsistensen.

Man kan herefter hælde den frasiede masse tilbage i gryden og starte processen en gang til for at trække endnu mere sukker ud af roerne. Det kan godt betale sig, hvorimod en tredje gang giver for lidt.

 

I alt kan man få mellem 1,3 og 1,4 kg sirup ud af de 5- 6kg roer man startede med. Strømforbruget glemmer vi lige, og tænker os blot til norske strømpriser. Ellers kan det hele sikkert laves på bål i haven, en beskæftigelse vi også er fundet tilbage til. Selvfølgelig kan man også bruge den roemasse, der er tilbage. Den skal blot indgå i gryderetter, så er det igen bæredygtigt.

Smagen skulle være sød og fyldig med en anelse af noget kållignende langt bag i ganen og med en langt bedre smag en købesirup.           

2 Kommentarer til dette indlæg

...

Charlotte weirsøe

17 okt 2021 06:39

Kære Lars Lund
Tak for at dele denne opskrift, som er den eneste, jeg har kunnet finde, på lige netop det emne.
Kort spørgsmål: hvorfor må vand/roemasse og det efterfølgende siede sukkervand, ikke koge?
Tak på forhånd for svar
Venlige hilsner
Charlotte

...

Lars Lund

20 okt 2021 18:03

Hej Charlotte
Ja det måtte jeg da lige finde ud af, men det er fordi det så ændrer smag og bliver kameliseret.Hvis det koger skal der røres meget i det.
mvh
Lars