Blog


...

Udkansk v/ Nanna & Frederik

29 nov 2021 13:10

Nanna og Frederik har pyntet op i drivhuset

Foto & tekst: Nanna og Frederik.

Om ganske få dage banker december og juletiden på døren. Ih det er nu en skøn måned, som et lyspunkt her midt i den mørke tid. Herhjemme er det Nanna, som er det helt store julemenneske, men jeg lader mig altid rive med af hendes smittende begejstring for julemusik, pynt og alle de hyggelige traditioner som julen bringer.

En af de juletraditioner som står vores hjerte helt nært af juledekorationerne, og i år har vi fået den perfekte lokation til at lave dem i, nemlig drivhuset. Det er noget ganske særligt at sidde derude med en kop varm te, de famøse marcipansnebolde, tændte lys og lyden af Michael Bublés klassisker ”it’s beginning to look a lot like christmas” og lave årets julekranse. Hvert år går der selvfølgelig konkurrence i den herhjemme om hvem der laver den flotteste dekoration. Jeg husker mig selv på at man ikke kan vinde hver gang når Nanna hovere selvsikkert.

December er som havemand lig med pausetid. Bladene er faldet af, stauderne visner ned, krukkerne tømmes for sommerens sæsonplanter og resten sættes til vinteropbevaring i læ for regn og frost. Jeg har dog haft travlt med at lægge hundredvis af forårsblomstrende løgvækster i krukker og rundt i bedene. Tanken om det farveflor der venter til foråret, når lyset og varmen atter kommer igen, gør mig håbefuld og glad.

Drivhuset får dog ingen pause, jo måske som væksthus, men nu er det jo lyset og hjerternes fest det handler om. De meter lange lyskæder er viklet ud og hængt op, snesevis af stearinlys har fundet deres plads på hylderne og julepynten skal byde denne hyggelige tradition hjerteligt velkommen.

Jeg er modsat Nanna ikke den helt store nipser, jeg tror på tankegangen ”less is more”. Måske ikke når det kommer til mængden af krukker og planter jeg bare må eje, når vi gæster diverse danske plantecentrer, men absolut når det kommer til puller-ting. Når dette er sagt har jeg en meget stor forkærlighed for de pynteting, som naturen selv har skabt. I efteråret bandt vi lyngkranse i de flotteste lilla farver da hedelyngen stod i flor. Selvom lyng holder længe tørret, falmer de en smule i drivhuset grundet fugtigheden og solens stråler, men med en gang guldspray, får de et helt nyt liv og passer perfekt ind i drivhusets juletema. Har man ligeledes hortensia i haven, kan blomsterhovederne klippes af og hænges til tørre og derefter få samme tur med guldsprayen, resultatet bliver utrolig smukt.

Juletid er også Amaryllis tid for mig. Jeg elsker simpelthen denne smukke løgplante, da den har så mange kvaliteter. Selvsagt er planten jo vidunderlig skøn at se på når den blomstrer helt overdådigt med sine store tragtformede blomster, men faktisk er Amaryllis også en flot stueplante når den går ind i sit vegetative stadie. Bladene er sværdformet, som kunne minde om Clivia, som ganske vidst også tilhører samme familie som Amaryllis.

Gemmer man Amaryllis løgene for at dyrke dem som stueplanter, vil løgene kræve en kulde periode på ca. 6-8 uger for at provokeres til blomstring igen til næste jul. Man sætter blot planten mørkt og køligt og stopper med at vande. Efter de 6-8 uger findes løget frem igen og man kan forsigtigt begynde at vande sparsomt og øge gradvist i takt med knoppen udvikler sig.

Vi vil ønske jer alle sammen en rigtig dejlig december og sige tak for i år. Afslutningsvist vil vi opfordre til, at man inviterer det manglende lys på besøg. Få tændt rigeligt med stearinlys og viklet en ekstra lyskæde rundt i gavlen eller op i træet. Det virker måske banalt, men det pynter mere end man tror.

Pas godt på hinanden og rigtig glædelig jul og godt nytår når den tid kommer.

De bedste hilsner

Frederik og Nanna.