Blog


...

Drivhusklubben/Greenhouse Forum/Gewächshausclub

19 jul 2021 13:31

Første drivhussæson for novicen

Siden vi fik sat drivhuset op i midten af maj, er jeg i den grad kommet ud af min comfortzone. Er det så nu, man lige pludselig skal vide alt om drivhuslivet? Kan vi overhovedet finde ud af at holde planterne i live? I vores hjem er det mig, der giver planterne en langsom og dog pludselig død ved at lade dem tørste, fordi jeg glemmer at vande dem, og når jeg så kommer i tanke om deres vandbehov, kommer jeg til at drukne dem i stedet. Der er ikke andet at gøre end at tage ved lære og kaste os ud i drivhuslivet og forhåbentlig udvikle os fra drivhusnovicer til drivhusdyrkere.

 

Vi har gjort os mange tanker om formålet med drivhuset, og hvilke afgrøder vi gerne vil dyrke. Vi har en udestue og ydermere en overdækket terrasse, så behovet for et drivhus til at opholde sig i, var ikke stort. Drivhuset skulle helt sikkert bruges til udelukkende at dyrke vores egne afgrøder.

 

Glas sat i og døre sat på

Drivhuset blev færdigmonteret, og nu skulle vi i gang. Nogle dage forinden fik jeg nogle (læs: masser!) forspirede snackpebre og cherrytomater i toiletruller foræret, som jeg fik pottet om i mindre potter, så de havde lidt mere plads til at vokse sig store i. De blev sat ud i drivhuset og er sidenhen blevet pottet om igen.

 

Vi havde på matriklen snakket om, at vi i år gerne ville dyrke agurker, tomater og peberfrugt i drivhuset til at starte med, så jeg kørte en tur i Plantorama og købte 2 af hver plante og nogle plantesække. Min mor og jeg fik plantet dem i plantesække med en vejledning fra Frederik fra Udkansk.

 

Derudover har vi også fået foræret chilier af vores venlige nabo, som var langt længere i drivhussæsonen, end vi var. Chilier og snackpebre var allerede blevet pottet om og derfor lige klar til at komme i plantesække med det samme.

Hjælp til væksten

Vi blev hurtigt enige om hvilke typer af tilbehør, der var uundværlige for planternes vækstbetingelser. Vinduesåbnere, solafskærmning og planteophæng var det første, vi ville investere i. Vinduesåbnere for at sikre god udluftning til planterne, så der ikke dannes for høj luftfugtighed og dermed øger risici for plantesygdomme. Solafskærmning så planterne ikke bliver ”brændt af” og til sidst planteophæng, så planterne har noget at vokse op ad.

 

Da vi havde indrettet drivhuset med planter og diverse tilbehør, stod vi nu ud for vores hidtil største udfordring med drivhuslivet - tålmodighed! Min mand og jeg gik troligt ud i drivhuset hver dag og fik luftet ud og forsøgte at nippe tomaterne, det bedste vi kunne. I starten synes vi, der gik utrolig lang tid, før vi fik vores første agurk. Planterne voksede og voksede, men der kom bare ikke nogen grøntsager ud af dem. Lige pludselig så vi, agurkerne titte frem, og nu vælter vi i dem. Tomater har været længe om det, men de er også begyndt at komme, så nu skal de bare lige blive helt modne :)

 

I en tidligere artikel har jeg nævnt, at vi har valgt at dyrke i kapilærkasser. Vi vander ca. 1 gang om ugen og gøder i samme omgang. Til det bruger vi flydende gødning, som hældes i kapilærkassen. Dette fungerer fint for os, og vi bliver veltilfreds forsynet med afgrøder. Set i bakspejlet, skulle vi nok have gødet helt fra start af, og ikke ventet nogle uger – så havde vi måske haft glæde af tomaterne allerede nu?

Næste års projekt
I august måned er vi på ferie og har allieret os med noget familie, der kommer og vander 1 gang om ugen. Vi har snakket om, at der til næste år skal være nogle højbede i drivhuset, hvor vi højest sandsynlig vil anskaffe os et automatisk vandingssystem, så vandingen på den måde bliver lige så nem som vandingen i kapilærkasserne.

Det var alt for denne gang. Pas godt på jer selv og nyd det sidste af sommeren.

Varme drivhushilsner

Louise, Drivhusklubben