Blog


...

Udkansk v/ Nanna & Frederik

28 jul 2021 08:42

Den spiselige del af haven

Jeg, Nanna, den bedre halvdel til Frederik og 50 procent af vores profil @udkansk, har fået lov at skrive en lille artikel i stedet for Frederik herinde. Det har jeg, fordi det hjemme hos os er mig, der elsker at indtage, hvad der nu måtte være i haven. Jeg elsker at bruge haven, konservere den og spise/drikke den.

Hvis I ikke har bemærket det, er Frederik helt klart mest til prydhaven, og det er blomsterne (til min store fortrydelse), der får hans fulde opmærksomhed.

Alligevel har jeg fået sneget lidt spiseligt ind i drivhuset (og rundt i haven) - og faktisk findes der også masser af blomster, som man kan bruge i madlavningen. Dette er jo nærmest en win-win. Frederik får noget pænt at kigge på, og jeg får lov at putte det i munden: Alle er glade.

I dag skal det så handle om hvad der findes af gode sager i og rundt om vores drivhus.

I drivhuset dyrker vi de klassiske; tomater, peber og chili. Vi har også andre sjove ting i drivhuset som kan spises: solbærsalvie, ananassalvie og basilikum. Disse bruger jeg gerne friske i madlavningen eller i te, men de kan også tørres ved lave grader i ovnen eller i en dehydrator.

Lige udenfor drivhuset har vi et par krukker med rosmarin. I køkkenhaven har vi ærter, vilde blomster, asparges, kartofler, rabarber, salat, forskellige typer af kål, persille, purløg og også et bed med lækre urter såsom timian, salvie, mynte, kamille og indianermynte.

Jeg elsker at bruge alt det grønne i haven. Det er vel både det lækre i selv at have lavet planterne, og hele det der “fra-jord-til-bord” koncept jeg godt kan lide. Den sparsommelige nordjyde i mig kan nu også godt lide at få “brugt” det grønne i haven. Det føles lidt ligesom, når man laver retten “tøm-dit-køleskab” (en ret jeg ELSKER. Jeg slutter altid et sådan måltid af med sætningen - og det uanset hvor godt eller dårligt det så end blev: Tænk sig, så fik vi brugt ALT det vi havde 😍). Det giver mig simpelthen en god følelse.

Af samme årsag kan jeg også godt blive helt stresset, når hele haven blomstrer, og alt naturen omkring mig gør det samme. Alt det jeg skal nå at bruge og indtage.

Derfor elsker jeg at konservere. Tørre ting. Gemme til senere. Til at mørket kommer snigende, og man får lyst til smagfuld og duftende mad med minder om en tid, hvor alt stod grønt og lyst.

 

I får derfor en af mine yndlingsopskrifter på konservering: henkogte tomater. Den er dog lavet med en omgang danske købetomater for artiklens skyld, for vores tomater er der ikke helt endnu. En omgang tomater, der er blevet til henkogte tomater, kan bruges ligesom en dåse flåede tomater. Forskellen er i sin simpelhed smagen (som der til gengæld er kæmpe stor forskel på!)

Opskrift på henkogte tomater - til dårligere og mørkere tider ❤️

  • Et eller flere syltetøjsglas skoldes (det kommer an på hvor stor din tomathøst er)
  • I glassene putter du dine lækre tomater - dem må du gerne skære i mindre stykker hvis du har store tomater
  • Pres tomaterne godt sammen og fyld på denne måde glasset halvt op
  • Tilsæt herefter et nip salt, lidt frisk timian eller oregano og 1-2 fed finthakket hvidløg.
  • Gem den i en mørk afkrog at huset og tag en bøtte frem når der er mørkt og koldt udenfor.
  • Lav en omgang frisk pasta med den lækreste tomatsovs til. Og drys for gud skyld med masser af parmesan.

 

Og et sidste råd: husk også at spise nogle af de friske lækre tomater lige nu og her. Helst på en god skive rugbrød med smør, drysset med lidt salt og peber. Eventuelt med et smilende æg on the side.

Rigtig god sommer ❤️