Blog


...

Lars Lund

10 nov 2020 13:46

Ormefri æbler med bølgepap og kalk

Hele foråret og hele sommeren har vi glædet os over at se æblerne vokse. Først er de helt små, så bliver de større og skifter farve i forhold til sort og sol. Når de skal plukkes, kommer forskrækkelsen. Der er huller i æblerne og dele af æblet smager ikke godt. Spørgsmålet er om der er noget at gøre. 

Larver i æbler skyldes en lille sværmer, der kaldes æblevikler. Når vi opdager skaden, er den sket. Der findes ingen midler, men du skal fjerne alle nedfaldsæbler, så snart de falder ned. Ryst træet midt på sommeren, så de angrebne æbler falder ned. Så når du at få fat på de æbler, der har orm, inden de kravler ud af æblet.

Kalk
I Tyskland (og også tidligere i DK) er det almindeligt at kalke med hvidtekalk på grene og stammer. Husk at komme ind i alle sprækker. Du kan gøre det nu og i efteråret. Kalken slår larver, pupper og æg ihjel.

Bølgepap
En anden kendt metode er at sætte et stykke bølgepap omkring stammen allerede ved blomstring. Når larverne kravler ned ad stammen, gemmer de sig i bølgepappet, som man så tager af og brænder i sensommeren. Det snupper måske et par larver.

Duftfælder
Der findes også noget, der kaldes feromonfælder. De fanger hannerne, så de ikke kan befrugte hunnerne. Fælderne skal op inden blomstringen i maj, og en enkelt fælde er nok, men fanger langt fra alle hanner, så du kan maximalt reducerer antallet. Egentlig er fælderne mere beregnet til frugtavlere for at indikere, hvornår det er rimeligt at sprøjte, men de har bestemt en vis effekt i haven.

De kommer fra naboen
Så er der lige alle naboerne. Hvis ikke de gør det samme som dig, så kan det desværre næsten lige så håbløst, som at komme af med dræbersnegle. Men prøv alligevel en eller flere af metoderne. Husk også mejsekasser, mejsekasser og endnu flere mejsekasser. Endelig er der visse sorter, der stort set ikke angribes. De tidlige sorter er mest udsatte, mens de sene sjældent angribes.

Den er ikke alene
For at det ikke skal være løgn, er der en anden fætter der angriber æblerne. Det er æblebladhvepsen. Æblebladhvepsen dukker op lige når blomsterne springer ud og lægger sine æg i selve blomsten. Når de små æbler dannes er larven klækket og gnaver så lidt i alle små æble, så de falder ned. Her kan man bruge en hvid limplade, der snyder hunnerne. De tror det er en stor blomst og lander så på den hvide klistrede plade.   

Jeg har lavet en video om emnet, hvor du kan se jeg kalker et træ. Den kan du finde på internettet ved at skrive kortlink.dk/psd6

Er du ikke til video, så er opskriften en del stampet kalk. Kalken kan købes i byggemarkedet. Det røres godt rund med 5 dele vand, og skal så stå i et døgn. Herefter maler du stammen med en børste af naturhår. Kunstige børstehår bliver ødelagt. Hvor langt du skal op, er der ikke bestemte regler for. Nogle tager tilmed grene med, men ofte er det et stykke op ad stammen, hvor der er revner, du skal kalke.