Tekst: Nanna Stærmose
Foto: Thomas Skov

 

Hans største succes var en agurkplante i 2016, mens sommeren 2018 står som hans hidtil største drivhusfadæse. Journalist og radio- og tv-vært Thomas Skov er vild med sit lille altandrivhus, men indrømmer, at hvis han havde samme tilgang til sine børn, som han har til sine planter, havde kommunen for længst været forbi.

Motivation er en pudsig størrelse. Den kan give opdrift til vores ambitioner, men bedst som vi svæver rundt i ekstase over egen evne til at udrette og hitte på, kan motivationen bliver erstattet af en fuldkommen uoverskuelighed, der sætter os ud af kurs og strander vores projekt. 

Drivhusklubben har talt med journalist og tv-vært Thomas Skov, om den entusiasme, han mærker hvert forår, når han skal i gang med at dyrke i drivhuset, og om hvorfor det er så hulens svært at fastholde selv samme motivation og sit engagement.

“Hvert år tænker jeg.: I år bliver det året, hvor drivhuset får fuld fokus, og det kommer til at vælte frem med afgrøder,” siger han. 

Men her nogle måneder inde i sæsonen 2020, må han igen erkende, at i år bliver det heller ikke.

“Jeg har simpelthen svært ved at opretholde min motivation. Pludselig glemmer jeg at vande, og det går jo ikke.”

Alle drivhusejere ved, at første skridt til at komme ud af kurs med sit drivhusprojekt er at glemme at vande, så Thomas Skov har allerede her midt på sommeren tabt lidt retning. 

I 2018 døde stort set alle afgrøder, da familien forlod matriklen for at feriere i udlandet i halvanden måned. 

“Det var et trist syn, vi vendte hjem til og nok min største fiasko til dato.”

Heldigvis er der ind imellem også successer, der puster nyt liv i projektet, som da han for nyligt imponerede naboerne til den årlige vejfest med sin rosemarinsirup. 

“Det aftvang en del respekt fra de andre, at jeg kom med min egen hjemmedyrkede rosemarinsirup. Det giver jo en et selvtillidsboost,” siger han og fremhæver flere fine ting ved rosemarinplanten - bl.a. at den er svært at slå ihjel.

“Hvis det var mine børn, var de for længst fjernet”
Thomas Skov slog igennem som praktikanten i Det nye Talkshow med Anders Lund Madsen i 2009 og har efterfølgende lavet både tv-og radioprogrammer og også skrevet en bog om at være far. I øjeblikket kan du lytte til ham i podcasten 99 problemer på podcast-tjenesten Podimo. Privat er han gift med Emilie, som han har børnene Ellen og Otto med. Så egentlig er det vel fair nok at sige, at Thomas Skov er spændt for, og er der så egentlig tid til at plante ud og binde op?

Svaret handler måske mere om evnen til at fastholde interessen, end den handler om tid. Og måske handler det også lidt om, at konsekvensen ikke er fatal.

“Hvis jeg behandlede mine børn på samme måde, som jeg behandler mine planter, ville kommunen have fjernet dem for længst.”

Ikke sådan at forstå, at planterne ikke får kærlighed og opmærksomhed. Det får de, men det kommer i afbrudte og vekslende intervaller, og det går jo ikke med børn - de skal helst have det i en lang lind strøm. 

“Måske skal jeg i virkeligheden prøve at se mine planter lidt som mine børn.”

Gang i agurken
Men noget lykkes rent faktisk - udover rosemarinen. Sommeren 2016 havde Thomas Skov, det han selv betegner som, sin hidtil største drivhussucces - agurken. Han havde fået nogle frø, som ingen anede, hvad var, men da de kom op af mulden, viste der sig en agurkplante. Under kærlig pleje voksede den sig kæmpe stor, og da familien rykkede fra hjemmet på Vesterbro i København til deres sommerhus kom agurken med.

“Vi havde virkelig nogle gode måneder sammen. Den blev så stor og fin - jeg tog billeder af den og delte på sociale medier. Det fik jeg en masse positive reaktioner på.”

Udover opadvente tommelfingre og klappende hænder berigede planten også familien med agurker i rå mængder. Men da sommeren gled på hæld, var planten så omfattende, at det var umuligt at tage den med tilbage. Den blev efterladt i sommerhuset til en ensom død, men dens eftermægle lever endnu og har måske været med til at stimulere lysten til mere. I hvert fald er der i år igen gang i en agurkplante, som pt. optager en del fokus. Men samtidig er der også rosemarinen og nogle tomater, så spørgsmålet er, om det er engangement nok til at holde liv i det hele?

“Måske vil jeg i virkeligheden for meget.”

Thomas Skov har tænkt over, hvad der kan få ham til at fastholde motivationen. En af de store hurdler er vanding. Det er pt. besværligt, fordi drivhuset er et lille drivhus - et city greenhouse fra Juliana og vandkanden er for stor til rigtigt at komme ‘rundt’ derinde. 

“Det er besværligt, og når noget bliver besværligt og bøvlet påvirker det min motivation i en negativ retning.”

Måske er ekstra udstyr vejen frem mod evig succes i drivhuset. Thomas Skov fremhæver i hvert fald, at en af de fede ting ved at have et drivhus er, at du kan blive ved med at købe udstyr til det.

“Måske er det i virkeligheden det, jeg skal - satse på mere udstyr. Jeg tror, jeg vil begynde med at købe mig en lille vandkande.”

5 fine tanker om drivhus fra Thomas Skov

1. Drivhuset er er mit domæne og det eneste rum, hvor min kone Emilie ikke har noget skulle have sagt.

 

2. Det giver prestige at lykkes med noget. Fx min rosemarinsirup

 

3. At dyrke i drivhuset er et lotteri, der kommer hele familen til gode, når det lykkes. Alle kan spise af høsten, mens hvis jeg gik helt vildt op i tegneserier, så ville det kun komme mig til gode.

 

4. Det er en hobby, der giver mulighed for at købe sig en hvis mængde udstyr, men ikke af den slags, som får mig til at tage mig dårligt ud - fx kræver det ikke, at jeg anskaffer mig en bestemt uniform, som hvis nu jeg dyrkede landevejscykling. Så skulle jeg have meget stramt tøj på - her kan jeg gå rundt i løst og behageligt tøj og dyrke min hobby.

 

5. Drivhuset er en hobby, der ikke kræver nogen særlig form for diæt. Faktisk kan den uden problemer dyrkes i selskab med moderate mængder alkohol. Det synes jeg, er et stort plus.

 

Læs mere om Thomas Skov her:

Se hans hjemmesiden

Følg ham på Instagram

Lyt til hans podcast 99 problemer 

 

City Greenhouse fra Juliana