Blog
Vinterdyrkning hos Bergs Fairytale Garden
Rundt om i landet står der på denne årstid det ene triste drivhus efter det andet. For mange af os, som elsker foråret og sommeren i drivhuset, er vinteren en meget trist tid, hvor drivhuset blot står og venter på bedre tider. Men sådan behøver det slet ikke at være!
Med vinterdyrkning kan du have gang i drivhuset stort set hele året rundt. Når agurkerne og tomaterne må give efter og give os deres sidste afkast for året, behøver det altså ikke være så trist, som det plejer. I november plejer de fleste at tømme drivhuset og sig tak for i år. Det kan du stadig gøre, men med et smil på læben om, at det slet ikke er slut endnu. For når du har tømt drivhuset for de visne planter, kan du klargøre jorden igen. Vand jorden til den er let fugtig, men den må ikke være direkte våd. Gennemarbejd så jorden så den bliver let og luftig, så de små rødder har let ved at brede sig. Allerede nu er du klar til vinterdyrkningen. Når jorden et let fugtig og løs, trækker du det øverste jordlag til siden, ca. 1 cm ned. Tag dine frø og bredså dem som et tæt tæppe, og drys derefter jorden løst over frøene igen og vupti, så er du færdig. Nu skal jorden holdes fugtig men ikke våd. Frøene arbejder noget langsommere her om vinteren end om foråret og sommeren, så man skal passe på, at frøene ikke rådner. Men med vinterdyrkning skal man have tålmodighed.
Der er mange, som spørger - og med rette, om vinterdyrkning betyder, at man kan få ærter, rødbeder og salathoveder og lignende i drivhuset om vinteren. Hey, vi havde helt de samme spørgsmål i starten! Men i vinterdyrkning er det de mindre spirer og baby blade, som man høster, til at kunne lave forskellige salater og frisk tilbehør til vinterens retter. Men jeg kan hilse at sige, at smagen er helt fantastisk og de små blade er spækket med vitaminer og mineraler.
Men hvad kan man så vinterdyrke? Der er et væld af ting, som man kan dyrke. Dette er kun et lille udpluk.
Ærter, rødbeder, bladbeder, spinat, mange salater og alle kålsorter samt krydderurter. Og der findes helt sikkert et væld af andre planter. Særligt hvis vi kigger på de japanske og kinesiske sorter, vil man kunne finde mange nye ting, man kan så. Jeg har også hørt, at man skulle kunne så de fleste radiser og få en frugt også. Det har vi dog stadig til gode.
En ting som er ret vigtigt er, at når du høster din vinterdyrkning, så prøv ikke at høste hovedeskuddet på planten, for så vil den enkelte plante som oftest blive ved med at skyde med nye friske skud helt ind i foråret.
Men mange af de afgrøder hvor vi normalt spiser f.eks en rodfrugt, kan det bladgrønne faktisk smage sindsygt godt som små babyblade. Og sådan noget som ærteskud smager rent faktisk som at få de friskeste ærter i munden. Ja det er lige før, man kan mærke vitaminerne hoppe og danse på tungen. Rødbeder har også de lækreste små babyblade i starten, som har en sød, lækker frisk smag og ikke mindst har en flot farve. Til dette er skud fra bladbede også helt vidunderligt samt de fuldvoksne planter i køkkenhaven.
Vinterdyrk kan også være vinterredning!
Bladbeder tåler faktisk let frost. Ved at grave dem op og flytte dem fra køkkenhaven, hvor de står udsat for vind og vejr, og plante dem i drivhuset, vil du kunne høste af dem hele året. I en mild vinter kan de nok godt overleve i haven, men planten vokser meget langsomt i det kolde vejr. Ved at flytte planten ind i drivhuset får den mere ro og varme og vil derfor vokse hurtigere, hvilket betyder en bedre høst til dig. Bladbeder er 2-årige, og du vil sikkert kunne flytte dem ud i haven igen i det tidlige forår, inden de forspirrede planter skal overtage deres plads i drivhuset. Planten vil i løbet af året gå i blomst, hvilket faktisk er ret smukt samtidig med at den producer rigtigt mange frø, som kan gemmes til vinterdyrkning til næste vinter. Vi elsker, når livet går i fuld cirkel, og intet går tabt.
Hvis I har opfølgende spørgsmål til vinterdyrkning, eller om hvordan man kommer i gang, skal du endelig ikke holde dig tilbage med at stille spørgsmål i kommentarfeltet under artiklen.
Berg's Fairytale Garden
3 Kommentarer til dette indlæg

Om Bergs Fairytale Garden
Bergs Fairytale Garden
Janus Berg & Kåre Stigel – køkkenhave- og dyrkeentusiaster
Janus og Kåre har sammen Facebook- og Instagramprofilen ”Bergs Fairytale Garden”. De prøver at være så selvforsynende som overhovedet muligt, og de tager dig med rundt i både køkkenhave og drivhus.
- Aktuelle Indlæg
- Haven gror, og det kræver gødning - men hvilken?
- Inspirationstips til drivhuset
- Steril jord er slet ikke godt for planterne
- Klar grill på 5 minutter : Lav din kulgrill til en gasgrill
- Selvbyg: Calle og Helle Hannibal har bygget deres drømmedrivhus i genbrugsmaterialer
- Den filosofiske gartners staudeteori
- Tips til ekstraudstyr i drivhuset, sokkel til regntønden og ophæng til vin
- Sådan finder du vej i gødningsjunglen
- Tyvstart med sommerblomster
Camille Tybjerg
29 aug 2021 10:17
Tak for en super informatov artikel og video!
Jeg vil prøve mig med vinterdyrkning i drivhuset i år, desværre har jeg indtil videre ikke fået etableret bede endnu og dyrker i kapillærkasser. Men hvad gør jeg så her til vinter - dyrker i krukker? Eller vil jeg kunne gøre det samme som om sommeren ved at dyrke i plantesække?
Drivhusklubben/Greenhouse Forum/Gewächshausclub
10 jan 2023 09:01
Kære Camille, vi skylder dig et svar! Vi har snakket med Janus og han fortæller følgende:
Når vi vinter dyrker så gør vi det i de højbede vi har lavet i drivhuset. De har direkte adgang til jorden under, og hvert år skrifter de de øverste 20 cm jord ud med frisk grøntsag- og højbedsmuld. Der planter vi så tomater og lignede i om foråret. Når det er færdigt i efteråret, fjerner vi de gamle planter og sår i den samme jord. Der er stadig masser af næring i denne jord. Ellers kan man lige toppe med lidt frisk jordforbedringsmuld inden man sår. Vinterdyrknings planter vokser langsom så de bruger ikke lige så meget næring som om sommeren hvor planterne vokser hurtigere.
Jeg tænker, man sagtens kan genbruge plantesække og lignede til vinterdyrkning. Man skal dog huske at det oftest er mikrogrønt og forskelligt bladgrønt som man skal forvente at få i vinterperioden.
Hvis det er i en krukke ville jeg nok skrifte jorden ud, med mindre krukken er meget stor.
Mvh. Drivhusklubben
Anne-Mette michelsen
08 jan 2023 17:49
jeg er ved at tune ind på hvad jeg kan dyrke i et drivhus om vinteren, er Jeres drivhus varmet op på nogen måde og har I lyskilder derinde ?
Bergs Fairytale Garden
10 jan 2023 08:56
Hej Anne-Mette, tak for din besked.
Vores Drivhus er ikke opvarmet og vi bruger heller ikke plantelys. Men begge dele ville sikkert give et hurtigere resultat. Vi bremser oftest når vi vintergækker. Der kan være enkelte sorter som kan give en reel afgrøde.
Her kan man evt. også kigge på vinterafgrøder hos Camilla Plum, hun har rigtigt mange forskellige afgrøder som kan sås fra august til september og så også kan klare det meste kulde.
Ved rigtig kulde på ude og i drivhuset kan man dække med fiberdug og sætte en lanterne eller 3 med stearinlys for lidt ekstra varme i drivhuset.
Mvh. Janus
Ann H. Frederiksen
24 aug 2023 13:35
Hej,
Jeg kunne godt tænke mig at dyrke nogle af ovenstående til vinter i år i drivhuset.
Hvornår skal jeg hoved rengøre drivhuset med brun sæbe?
Før eller efter vinter såning/og høst?
Sidste år gjorde jeg drivhuset rent i okt/nov.
Vi fik vores 6m2 drivhus sidste forår.
Sidste år Havde tomater og agurker i plantesække.
Jeg lagde tidlige tulipanløg i jorden i drivhuset i efteråret med held :-)
I år er mit første år med 8 stk. kapilærkasser, hvor vi har tomater, agurker og en enkelt chilli.
Så jeg tænker jeg kan bruge jorden fra plantesækkene, når vi er færdige med at høste, til vintersåning direkte på jorden.
Håber I kan hjælpe mig
De bedste "ny Gartner" hilsner,
Ann
Drivhusklubben
28 aug 2023 11:28
Hej Ann,
Rigtig mange relevante spørgsmål du har der!
På drivhusklubbens blog finder du en del artikler som beskæftiger sig netop med de ting du nævner: F.eks. kan du læse hvordan du kan brug din gamle plantesæk til vinterdyrkning, tips til efterårsrengøring af drivhuset, eller hvordan du kommer godt i gang med vinterdyrkningen.
Vi håber du finder råd og svar - og ellers er du også altid velkommen til at stille dine spørgsmål direkte til vores eksperter ved at indsende spørgsmålene via brevkassen.
Vi ønsker dig en rigtig god efterårssæson!
Mvh. Drivhusklubben 💚