Blog


...

Nanna Stærmose

30 nov 2020 16:49

Persille i stormvejr og noget om hemmeligheden bag succes


Persillen overlevede, men det var klart uagtsomt af mig at glemme at fiksere altandrivhuset. 

 

Tekst & foto: Nanna Stærmose

Der lød et BUMP ude fra altanen. Det var lørdag morgen, vinden susede gennem gaden på Østerbro I København, og jeg lå og glædede mig til en rolig lørdag morgen i sløvt tempo med jazz og kaffe.

“Bare det ikke var drivhuset,” lød det fra min kæreste.

Netop der slog det mig, at jeg ikke havde fået fikseret altandrivhuset til gelænderet, som der ellers stod i vejledningen, at jeg skulle gøre, så slog jeg det hen.

Mens min kæreste lavede kaffe, åbnede jeg alligevel altanøren - og der lå den. Persillen. Med potten i vejret og jord spredt ud godt blandet med et hav af små glaskugler fra det smadrede glas. I stiv kuling fik jeg reddet persillen indenfor og rejst det lille altandrivhus. Til min store overraskelse var det intakt bortset fra en enkelt rude i siden - fronten i glas, som det var landet hårdt ned på, havde ikke en ridse.

Den så forslået ud, persillen. Jeg fik et stik i hjertet. Her havde jeg gået og talt til den og passet den, og den havde groet og stået derude i vintermørket stolt og grøn, og så ender den i en faldulykke på grund af min laissez-faire omgang med sikkerhed.

De andre planter i mit vinterdyrkningsprojekt - tomater og chili har det ellers fint. Og det til trods for, at jeg også her har slækket lidt på min omsorg og tilstedeværelse.
Hvor jeg i begyndelsen kunne finde på at sende min overbo ned for at tænde for vækstlyset, hvis jeg ikke var hjemme i et par dage (jeg har jo ikke lige fået købt den der timer), er planterne nu i højere grad overladt til dem selv. Og den der ambition om at følge Christine fra Spirekassens gode anbefaling om at give dem gødning og tjekke bladene på undersiden for utøj, har jeg heller ikke lige fået fulgt op på.
Med andre ord, jeg er faldet af på den. 


En lidt forslået persille, der fik luftet rødderne, er nu tilbage i potten og ved godt mod.


Men det fine er, at planterne stadig lever. De har hverken fået utøj eller er døde - så måske er det ok. Og en af grundene til, at jeg gik i gang med vinterdyrkning var også, at Christine fra Spirekassen sagde, at det var let, og at det faktisk slet ikke krævede så meget hverken vanding eller pasning. Så jeg synes stadig, at jeg er en succes - i hvert fald når jeg ser på planterne og ser bort fra de ambitioner, jeg ikke har fået ført ud i livet. 

Måske er det hemmeligheden bag en succes - at tilpasse sin succes efter den indsats, man endte med at give.
Jeg er naturligvis først i mål, når der begynder at komme tomater og chili på de små grønne grene, men jeg tror på det. Og persillen er blevet børstet ren for glasskår og har fået lidt ekstra jord. Og drivhuset er pt. fikseret med en gammel hundesnor.
Det skal nok gå det hele.

VINTERDYRKNING



Vinterdyrkning er blevet populært, og ja, det kan sagtens lade sig gøre at gro kål, radiser og tomater i den mørke tid. 
Drivhusklubbens skribent afprøver koncepter og får gode råd undervejs fra Christine Wiemann fra Spirekassen, der sælger særlige vinterdyrkningskasser med frø specielt egnet til vinterdyrkning. 
Tjek Spirekassen ud her


Læs tidligere blogindlæg her - og få også Spirekassens gode råd om vinterdyrkning.

Åhh Nej, jeg stresser mine planter

Jeg har slået min evighedsspinat ihjel