To bøger vil have os til at lade græsset gro og lade myrerne i fred.

Af Lars Lund

l@rslund.dk

 

Da jeg for små 20 år siden købte en sommerhusgrund, ryddede jeg den med en gravemaskine for græsser, og såede for 6000 kr. vilde blomster. I to år valfartede folk og turister til grunden og plukkede et hav af blomster. Efter tre år var det hele groet til med græs, og så var det som at starte forfra. Det frøfirma jeg havde købt frøene hos, havde kun et råd. Giv det hele Round up og så nye blomster. Det lød for vildt og ikke helt i pagt med naturen.

 

To nye bøger tager fat på et emne, som skal få haveejerne til at ændre holdning til, hvad en have er.  Den ene bog er ikke helt ny, men er lige kommet i 3, revideret oplag og har titlen Den uendelige have. Bogen er skrevet af Rasmus Ejrnæs, der er biolog og forsker fra Aarhus Universitet. Normalt handler en havebog om, hvordan man styrer sin have efter en plan, og hvordan man udnytter hele haven til sidste millimeter. Sådan er bogen Den uendelige have ikke bygget op. Med forfatterens egne ord er det nærmere en anvisning i sabotage. Det overordnede nøgleord er at haverne er for ensidige, og at vi ikke giver plads nok til en mere vild fauna og et mere rigt dyreliv. Både planter og dyr presses sammen på mindre og mindre arealer på grund af veje, landbrug og haveejerens trang til at styre og ordne naturen. Haven skal ikke styres med hård hånd. Den er et fantastiske sted at involvere sig med den levende natur der er omkring os. Haverne kan ikke alene rede biodiversiteten, men vildere haver kan transformere vores naturforståelse og selvforståelse, og det er et godt sted at begynde, skriver forfatteren.

 

Mere rummelig have
Kort sagt handler det om at give plads og være mere rummelig, også når det gælder vores haver. Vi skal slippe vores konstante kontrol med at agere vagtværn for en færdigkonstrueret mønsterhave. Men hvordan giver vilde blomster eller ukrudt et større dyreliv? Det forklarer Rasmus Ejrnæs ved hjælp flere eksempler. Mange insekter har specialiseret sig til at spise en enkelt eller nogle få plantearter. Det er i øvrigt at samme grund, man ikke altid har held med et få en figen købt i et supermarked til at give figner i egen have. Nogle sorter af figen har en blomst, som kun et bestemt insekt kan bestøve, og som ikke lever i Danmark. Blandt dagsommerfugle er der talrige arter, hvis larver er kræsne, og kun kan æde bestemte plantearter. Det gælder for eksempel nældens takvinge og dagpåfugleøje, som lever af stor nælde. Kålsommerfuglen æder kun planter af korsblomstrende planter. Perlemorssommerfugle snupper violen, og sådan bliver Rasmus Ejrnæs ved i en næste uendelig kæde af dyr og planter, der lever i en skøn sameksistens.

 

Ud med plænen
Med til at give haven en høj bioaktivitet er også at se stort på plænen. En græsplæne fylder ofte en meget stor del af haven, og i mange helt unge familiers have er haven indbegrebet af en græsplæne og en trampolin. Lod vi græsset gro, om end ikke i hele haven, så dog i dele af haven, og i stedet slog den med en le et par gange om året, samt fjernede det afklippede græs, så der ikke kom meget nærring til jorden, vil der komme vilde blomster. Det er i al fald teorien. Min erfaring er, at det ikke er helt så enkelt. Den vilde have, den vilde eng, skal passes og plejes, ellers overtager græsserne det hele og ofte danner de en uigennemtrængelig måtte, hvor intet frø kan komme ned i. Et anden problem ved den vilde have er, at der bliver set meget skævt til familien med den vilde have. Måske skal man, som Rasmus Ejrnæs beskriver i sin bog, gøre som en dame i Hellerup. Over hækken fik hun kritik fra naboen over hendes total uordnede have. Svaret til naboen var, at hun ikke havde en have, men en biotop, og så var den diskussion færdig.

Lidt overraskende foreslår forfatteren et sted i bogen, at man kan gøre jorden bedre til visse planter ved at bruge spagnum. Ok, ingen er hellig. Det er ellers bandlyst, når vi taler om at gøre plads til naturen. Jeg vil kalde bogen en inspirationsbog der kan inspirere til gøre haven vildere, og samtidig får man en mængde nyttig viden, hvis man da ikke ved så meget om naturen lige udenfor døren i forvejen. Det er teksten der gør den til en inspirationsbog. Billederne i bogen uden tekst, er kastet lidt rundt, og giver mere en fornemmelse af fyld end at være brugbare.

 

Mere kryb
Den kriblende have med den ambitiøse undertitel, Sådan dyrker du din have og redder kloden,  er en havebog total blottet for billeder. Det giver ganske god mening, fordi bogen, graver endog et stort spadestykke dybere, end Rasmus Ejrnæs bog. Bogen er skrevet af Dave Goulson, der er professor i biologi ved University of Sussex. Han langer kraftigt ud efter landbruget, og kalder vores 80 års lange flirt med det industrielle landbrug et eksperiment, der har slået fejl og slår korsets tegn for alle, der bruger pesticider, også havefolk, fordi det skader fugleliv, insekter, giver et enormt madspil osv.

Hvis du i din have har en plante, der ofte er angrebet af sygdom eller af insekter, så har du bare valgt den forkerte plante, er det enkelte budskab, og så kan han slet ikke forstå, at man i USA i mange byer kræver, at man slår sin græsplæne og ikke lader den springe ud som en blomsteregn.  -Det er lidt paradoksalt, at man i ”frihedens” land, hvor man helt lovligt kan gå ind fra gaden og købe sig et automatvåben, ikke har friheden til at lade græsset gro, skiver Dave Goulson. For en brite er græsplænen næsten selveste Gud.

Mit i alt alvoren er der også masser af god humor. Dave Goulson fortæller, hvordan hans far med en særlig engelsk plæneklipper klippede plænen, så den fik sirlige striber, og hvordan han i alle de år han kan huske, så sin far bekæmpe mos, der bare kom igen og igen. I England har man en hel græsplæne-serviceindustri, der tilbyder at passe din plæne, analysere den, stille en diagnose og foreslå en behandling, som firmate så udfører. Hans eget alternativ er at droppe de toptrænede græsplænespecialister blive fri for kemikalierne og stort set undlade at slå græsset mere end et par gange. Et ægte genforvildningsprojekt, skriver han.

Min egen lille filosofi er, at man kun ændre holdninger til hvordan verden eller haverne skal se ud ved at få større kendskab til de dyr og planter, der er i en have og især til de dyr, hvis færden , man ikke dagligt tænker over. Jeg har det lidt som den engelske naturforsker Chris Packham. Han vil hellere ligge på maven i ti minutter og studere bænkebidere, end at bruge en time på at se et eller andet flot produceret tv-program om løver i Serengeti.

Den kriblende have handler netop om ikke at kunne se skoven for bare træer. I hvert eneste kapitel kommer han ind på småkravl som ørentviste, vilde bier, sommerfugle, svirrefluer og tusinder af andre dyr, der omgiver os. Det er netop denne fascination for dyrelivet, og det at lære dem at kende, der på en levende, engagerende og til tider humoristisk måde fortælles om i bogen. Alene et kapitel om myren ville nok få mange til at have større tolerance over for et samfund der i biomasse fylder lige så meget på jorden som mennesket gør, og som Dave Goulson betragter som det mest succesfulde dyr på jorden.

Dave Goulson er en anerkendt forkæmper for naturen, og man forstår det, når man har fået pløjet de 320 siders tekst igennem. Men jeg skal nu alligevel ud og slå min plæne. Der er heldigvis mange andre måder end højt græs, man kan gøre sin have mere dyre-og plantevenlig på, og selv om jeg er vild med det vilde, og selv har undervist voksne i biologi, synes jeg generelt at de forslag der kommer om at gøre haven vildere, mangler at beskrive, at man kan gøre det på en vildt smuk måde, end blot at lade det hele gro.