Blog
'I haven glemmer jeg mine smerter'
Da en stofskiftesygdom var ved at tage livet af Janus Berg, besluttede ham og kæresten Kåre Hansen. at skifte storbyen ud med landet og dyrke deres egne rene råvare - de er ikke i tvivl om, at det har haft en enorm betydning for helbreddet.
Tekst: Nanna Stærmose
I en have i Haslev blomstrer eventyret. Bergs Fairytale Garden hedder haven, og bag den står Janus Berg og Kåre Hansen. I dag ånder alt lykke og idyl, men ligesom i eventyret skulle især Janus meget igennem, inden han kunne åbne døren til en tilværelse, der har givet ham rammerne for at godt liv på trods af sygdom.
“Jeg har fået det meget bedre efter at vi flyttede herned,” siger han.
Janus Berg har problemer med sit stofskifte, og det har resulteret i et liv med kroniske smerter -primært i led og ryggen. Det, og idéen om en dag at leve et sted, hvor de kunne udleve drømmen om at blive selvforsynende betød, at Janus og Kåre for tre år siden flyttede fra Nørrebro i København til Haslev på Sydsjælland. Og det har givet Janus et helt nyt liv.
“Da vi flyttede herned kunne jeg gå 1000 skridt om dagen, gik jeg længere var jeg helt ødelagt, træt og hævede op. I dag kan jeg gå 10.000 skridt - det kan godt være, at jeg bliver lidt øm, men det betyder ikke, at jeg ligger i sengen i tre dage efter, som jeg gjorde tidligere, når jeg havde overanstrengt mig,” sige Janus.
Han er ikke i tvivl om, at kombinationen af det rolige landliv, rene råvarer og tid til at være i haven er årsagerne til hans forbedrede livskvalitet.
'I haven er jeg smertefri'
Bergs Fairytale Garden er skabt i ånden fra Janus’ far. Han var fuld af eventyr og kærlighed og Janus husker især hans historier om nisser og trolde.
“Min far betød meget for os allesammen. Han elskede eventyr og gode historier, og han elskede at fortælle dem.”
Derfor er haven skabt i den eventyrlige ånd. Her er flere drivhuse, der bugner af tomater, chilier, krydderurter og meget andet. Her er snørklede gange, der fører dig ind gennem farverige blomsterbede, omkring hønsegårde, hvor æg i grønne, blå og brune nuancer bliver lagt. Her er lyskæder og stemning og her er helt eventyrligt. Og det er også meningen, for idéen med haven var at skabe et magisk sted - et frirum fra livets hårde sider.
“Når jeg er herude, så glemmer jeg, at jeg har ondt. Jeg elsker at være her, for her får jeg afløb for min kreativitet, og når vi gør noget vi virkelig elsker, så glemmer vi livets svære sider som fx. sygdom.”
Spiser stort set kun, hvad de kan dyrke i haven.
udover at komme væk fra byen, var drømmen også at leve et liv som selvforsynende. Det har resulteret i omkring 70 afgrøder, høns som både lægger æg og bliver slagtet og jo selvfølgelig køber de af og til noget andre steder, men som hovedregel prøver parret at leve af det, de selv kan dyrke.
“Vi tænker meget i, hvordan vi kan spise så varieret og farverigt som muligt. Vi lever ud fra idéen om, at hvis alle farver er repræsenteret i kosten, så får vi stort set de vitaminer og mineraler, som vi har brug for.”
Det resulterer i, at der ikke bare bliver dyrket kartofler, men at kartoflerne både kommer i hvide, røde og blå nuancer. Ligesom haven også bugner af kål i forskellige farver og former. Grønkål, sibirisk kål, purpurkål, grøn og lilla rosenkål, palmekål, rød- og hvidkål, savoykål, blomkål m.fl.
“Kål er fuld af magnesium, og jeg har konstateret, at hvis ikke jeg får nok magnesium bliver jeg meget træt og får mere ondt.”
To generationer
De mange afgrøder kræver naturligvis meget plads og pleje. Køkkenhaven var derfor det første som Janus og Kåre anlagde, da de for tre år siden rykkede ind i huset. Samtidig byggede de et hus til Janus’ mor på grunden. Egentlig skulle hans far også være flyttet med, men han døde inden de fik sat underskriften på købsaftalen.
“Det er fantastisk at bo to generationer sammen her, og så gav det min mor en frisk start efter tabet.”
Og selvom Janus’ far ikke nåede at flytte ind fysisk, så er hans ånd tilstede i hele haven. Og det vil den også være i det næste store projekt som er at bygge et eventyrligt frugtslot til bær og frugter.
Idéen er at lave en bygning med tre tårne et fem meter højt tårn i midten og et tårn på hver side på 4,5 meter og så indhylle det hele i spurvenet, så fuglene ikke kan komme ind og spise løs, men så bestøvere som bier mm har adgang. Det lyder som et omfattende projekt, men når det er kreativiteten og den ægte skabertrang der driver værket, så er det ingen sag, og måske bliver det endda en smertefri oplevelse for Janus.
‘Jeg tror, vi som mennesker har evnen til at sætte os udover vores smerter, når vi beskæftiger os med noget som vi virkelig godt kan lide. Når jeg har det sjovt og får lov til at være kreativ ryger smerterne simpelthen i baggrunden.”
Om Bergs Fairytale Garden
Ligger i Haslev på Sydsjælland
Bag haven står Janus Berg og Kåre Hansen
Idéen med haven er at skabe et eventyrligt og kreativt frirum, der kan forsyne parret med stort set alt, hvad de har behov for af fødevare.
Følg med på instagram





Om Drivhusklubben/Greenhouse Forum/Gewächshausclub
Drivhusklubben står bag alt lige fra journalistiske artikler om skæve drivhushistorier og Juliana-medarbejderes drivhusberetninger til diverse guides om livet i og med drivhus.
Bliv klogere på Drivhusklubben/Greenhouse Forum/Gewächshausclub- Aktuelle Indlæg
- Haven gror, og det kræver gødning - men hvilken?
- Inspirationstips til drivhuset
- Steril jord er slet ikke godt for planterne
- Klar grill på 5 minutter : Lav din kulgrill til en gasgrill
- Selvbyg: Calle og Helle Hannibal har bygget deres drømmedrivhus i genbrugsmaterialer
- Den filosofiske gartners staudeteori
- Tips til ekstraudstyr i drivhuset, sokkel til regntønden og ophæng til vin
- Sådan finder du vej i gødningsjunglen
- Tyvstart med sommerblomster