God planlægning og forberedelse kan som regel forhindre mange hovedbrud. Men når man har én leverandør, der støber fundament og en anden leverandør, der skal montere orangeriet på fundamentet, og de to leverandører aldrig møder hinanden, giver det hovedbrud hos bygherren. For vil fundamentet passe med resten af huset? 

Tekst og billeder af Louise Køster, Rabarbergaarden

 

Tidligt i processen blev vi enige om, at vi ville støbe et solidt fundament med isolering i når vi skulle etablere orangeriet. Det skal på sigt hjælpe os med at gøre orangeriet helårs anvendeligt i forbindelse med vores restaurant og aktiviteter.

Jeg må bare sige, at det er en virkelig god fornemmelse at lave et fundament. Det at se den første grab blive stykket i jorden er en vild fornemmelse. Det er det første rigtige fysiske skridt på vejen mod målet.

Men når man skal grave ud, støder man ofte på overraskelser. I store byggerier kan byggeriet støde på gravpladser og fund af Danefæ, her på Rabarbergaarden var det knap så eksotisk. Det viste sig, at der lå resterne af en gammel men stor muret vandtank nede i jorden. Den har sikkert været brugt da der for mange, mange år siden var plantagedrift. Brønden har dog være lukket af længe før vi overtog, så der var ikke andet end at få gravet sig igennem murbrokkerne og få dem op.

Når de så er oppe så skal man jo finde ud af hvad man gør ved dem. Der var for os ingen anden udvej end utrolig mange ture på genbrugspladsen, hvor de forhåbentlig kan blive til god gavn og nytte i en ny form.

 

Passer tegningerne sammen?
Den Juliana model vi havde valgt - en Botanica, var en standardmodel. Det vil sige, at der ikke som sådan var noget, der ville kunne justeres efterfølgende, hvis det ikke passede til fundamentet.

Vi havde entreret med et dygtigt entreprenørfirma til at støbe fundament og den sokkel som selve huset skulle stå på. Men hvor bred var soklen? Og hvor skulle orangeriets hovedkonstruktion stå, på soklen eller nede i fundamentet? Men så er der jo også noget med udseende. Vil det se mærkeligt ud, hvis konstruktionen bliver støbt ned i fundamentet? Vil vi miste højde og det hele blive så lavt, at man skal dukke sig for at komme ind? Alt det ved man ikke, før alt er samlet.

Det kan her på papiret lyde som en rimelig simpel ting at løse, men når man bor et sted, hvor vinterens storme kan tage godt fat, så tænker man i livrem og seler. Det gjorde vi også. 

Konstruktionen skulle i fundamentet, på den måde ville det bedre kunne modstå de stærke storme og vindstød.

Det gjorde ikke arbejdet og hovedbruddet lettere, for nu var det få millimeters nøjagtighed der var på spil. Det allerbedste ville have været, hvis entreprenør og montagefolk kunne sætte sig ned over tegningerne og blive enige om, hvordan den opgave skulle løses. Men der var ikke mulighed for at de kunne mødes fysisk. Derfor agerede vi mellemled, hvor vi efter bedste evne forsøgte at formidle mål, tal, tegninger og spørgsmål mellem de professionelle.

 

Der skydes med kanoner
Dagen oprandt, hvor der var gravet ud, niveleret, lagt isolering og rivenet ud og sat forskalling op. Så kom betonkanonen - en stor betonblander, der blev kørt ind på gårdspladsen og blev der ellers hældt beton ud. Det er knageme mange kubikmeter, der vælter ud af sådan en maskine når der skal støbes godt 50m2 gulv og fundament. Det giver kuldegysninger, både fordi det hele tager rigtig form, men også fordi, der nu ikke er nogen vej tilbage. Det er nu, at alle mål bliver fastfrosset og alle krydser fingre for, at der er læst rigtig på tegninger.

 

Ventetid og valg af gulv
Beton skal hærde, så man er helt sikker på, at det er stabilt og ikke sprækker. Et par dage med frost var i vente, og vi krydsede fingerer for, at der ikke skulle ske frostsprængninger inden det hele var tørret op. Mens vi ventede kiggede vi på gulvtegl. Og der må vi bare sige, at der kan man godt stirre sig blind. Vi var endt på at de skulle være røde, men er i klar over hvor mange nuancer af rød der findes når man snakker tegl? Helt vanvittig mange skulle vi hilse og sige. De søde folk i Vejby Tømmerhandel havde god tålmodighed, når vi igen-igen kiggede på farvekoder, mærkede på tegl og igen-igen måtte hjem og overveje.

Vi endte op med WB Rød Teglsten. Den havde den farve og struktur, som vi tænkte kun ville blive pænere efter slid og tid. Efter 10 dage var betonen klar, og det sidste tynde top-lag kunne komme på. Endnu engang kørte kanonen op foran pladsen og denne gang var det et fint puds og noget færre kubikmeter, der blev skudt ud. Møjsommeligt gik fundaments-folkene nu rundt og jævnede ud. I lange langsomme strøg. med afretter brædder og river uden tænder, fik de stille og roligt lavet en fin og jævn overfalde, der stod våd og spejlblank, da de var færdige. Alle beundrede værket, men ingen havde set katten, der kom listende bagfra. I et hurtigt spring sad musejægeren oppe på kanten af fundamentet. Det var kun takket være en hurtig reaktion fra en arbejdsdreng, at der ikke sad en kat fast i den klistrede masse.