Blog
Chili - det dekorative krydderi
Da en mand, ved navn Klaus begyndte at spise chilier for åben skærm, blev den lille stærke sag for alvor udbredt og populær blandt danskerne. Få gode inspiration til chilidyrkning, der spænder fra vild, hot og mild til en dekorativ plante
I 2013 blev en mand, ved navn Klaus inviteret i Go’ aften Danmark, hvor han sammen med værten Mikkel Kryger Rasmussen spiste en chili, han selv havde dyrket. Klaus var under udsendelsen meget mærket af chilien, og det tog ham et halvt døgn, før han var kommet sig over effekten.
Chili er ikke sådan at spøge med, det fik den brasilianske tv-vært Bruno De Luca at føle, da han blev inviteret til en chiliesmagning hos Klaus i 2014. Luca skulle blot lave et indslag til et rejseprogram, men endte med at komme en tur på Århus Kommunehospital.
Siden har Chili Klaus, som han hurtigt blev dømt i folkemunde, spist mange chilier for åben skærm, og har i dag sit eget brand med diverse produkter. Han har fået en række priser for sin indsats for chiliens fremme, og har en stor del af æren for, at danskere for alvor har fået øje på chiliens mange egenskaber.
Del dine chilier med os
Selv har jeg aldrig været helt vild med chili, og slet ikke de stærke. Jeg kommer til at lyde som en syg kat, når jeg prøver. Derfor er det mest peber, jeg har dyrket. Peber og chili er samme art, men forskellige varianter.
Nu er det heldigvis ikke mig alene, der bestemmer, hvad vi skal dyrke, og da min kone elsker chili, får chilier selvfølgelig en plads. Det er jeg ikke ked af, for faktisk nyder jeg at dyrke chilier alene på grund af de mange varianter, former og farver.
I forrige nyhedsbrev fortalte jeg om, hvordan jeg lod nogle af mine chilier overleve vinteren. Især er Bishop Crown meget velegnet til indendørs dyrkning, og både i december og januar høstede jeg de mest lækre og dekorative chilier fra planten. Planten står i mit badeværelse, hvor der er tilpas lunt. Den står i en karm uden gulvvarme i selve karmen, men helt tæt mod vinduet, hvor temperaturen ikke når over 20 grader. Inde i varmen skal den have mere vand, men stadig med måde og den stortrives.
Hvis du i søgefeltet her i Drivhusklubben søger på chili, vil du finde flere artikler om, hvordan du dyrker den hotte sag. Et er gå efter det hotte, men man kan jo også gå efter det dekorative, så jeg giver dig nogle bud. Har du selv nogle forslag, så læg dem endelig ind her på siden eller på drivhusklubbens facebook. En gang imellem er det godt at flytte fokus til helt andre egenskaber hos en plante.
Seks dekorative chilier
Forfatteren Kay Maguire, har på forlaget Turbine skrevet bogen Rødglødeden chili. Det er i øvrigt en ganske udmærket bog og anmeldt her i drivhusklubben tidligere. Kay foreslår seks dekorative chilier til dyrkning. Desværre ikke med billeder af alle, men prøv at slå navnet op på Google, så kan du se, om det er noget for dig.
`Numex Twilight`. Farverige frugter på hver plante. God i en beholder og et sted med masser af sol. Styrke 30.000 – 50.000 scoville-enheder.
`Poinsettia´. Lange, tynde frugter, der vokser i oprette bundter, og modner i forskellige nuancer. Ligner julestjernen. Store planter, der kræver plads. 40.000 Scoville-enheder.
`Etna´. En italiensk sort med bundter af skarlagenrøde chilier. Egnet til dekorative potter. 65.000 scoville-enheder.
`Paper Lantern´. Store mængder af store, røde, rynkede frugter. Fin i et sommerbed. En af de stærke med 450.000 – 500.000 scoville-enheder.
`Numex Pinata´. Frugterne starter med at være grønne, og skifter så til gul, orange og rød. 45.000 – 50.000 scoville-enheder.
`Pot Black´. Sort chili med purpurfarvede blade, purpur blomster og frugter, der starter som sorte, men gradvis modner til rød. Kræver stor beholder. Styrke 45.000 scoville-enheder.

Om Lars Lund
Haveekspert & havejournalist
Lars har i mange år beskæftiget sig med haver og drivhuse. Lars har udgivet bøger om drivhuse og har medvirket i en række haveudsendelser for TV2 Fyn. Lars er et omvandrende haveleksikon og kan svare på alle dyrkningsbaserede spørgsmål – basale såvel som ambitiøse projekter.
- Aktuelle Indlæg
- Haven gror, og det kræver gødning - men hvilken?
- Inspirationstips til drivhuset
- Steril jord er slet ikke godt for planterne
- Klar grill på 5 minutter : Lav din kulgrill til en gasgrill
- Selvbyg: Calle og Helle Hannibal har bygget deres drømmedrivhus i genbrugsmaterialer
- Den filosofiske gartners staudeteori
- Tips til ekstraudstyr i drivhuset, sokkel til regntønden og ophæng til vin
- Sådan finder du vej i gødningsjunglen
- Tyvstart med sommerblomster