Blog
Grøn tomatremoulade
Så er der igen grønne tomater. Faktisk er det ikke fra mit drivhus, men selvsåede tomater i haven. De kom lidt sent i gang, men til gengæld har de også helt og aldeles klaret sig selv. Ingen vanding, ingen gødning og de er struttende sunde at se på.
De når ikke at modne, så jeg har plukket dem. Også fordi jeg skulle bruge det hjørne, de har indtaget uden at spørge om lov. Nu ligger de i drivhuset og soler sig, og så må vi se, om de bliver røde. Det lykkedes i al fald sidste år, men det er dog ikke altid, man har heldet med sig. Ellers kan grønne tomater jo syltes.
Nogle mener, at grønne tomater er giftige, men det er fødevaredirektoratet faktisk uenige i. I al fald fremgår det af et notat fra 2004, at det giftige stof alfa-tomain ikke efter direktoratets mening udgør nogen risiko, hvis man altså spiser tomater med måde. Grønne kartofler indeholder samme stof og stort set samme mængde som tomater, men her er vurderingen, at man skal være forsigtig, fordi forbruget eller indtagelsen af kartofler er langt større end for tomater.
Lækker grøn remoulade
Haveblogger og pædagog Lotte Denckert giver i Praktisk Økologis seneste nummer En opskrift på, hvordan man kan lave remoulade af grønne tomater. Opskriften er sådan:
Du skal bruge:
500 g grønne tomater
500 g agurk/asier/drueagurk
250g løg
50 g salt
1,5 dl eddike
1 dl vand
1,5 dl sukker
15 g knuste sennepsfrø
1,5 tsk. karry
75 g mel.
Hak tomater, agurker og løg i en blender eller foodprocessor. Du kan hakke det fint eller groft alt efter, hvad du bedst kan lide. Drys 50 g salt over grønsagsmosen, og hæld den ned i en si foret med et rent klæde. Lad det stå, til væsken begynder at trække ud af mosen. Når der er løbet væske fra mosen, vrides klædet med mosen, så væsken klemmes ud. Hæld mosen i en gryde og tilsæt eddike, sukker, vand, sennepsfrø, karry og mel. Lad mosen koge, og kog den under hyppig omrøring i cirka 30 minutter. Hvis du synes, konsistensen er for tynd, kan du koge den noget mere. Lotte kan bedst lide en meget fin remoulade, så hun blender også efter kogningen. Remouladen hældes i mindre glas og henkoges i ovnen. Remouladen blandes op med økologisk mayonnaise lige før brug, i forhold til den smag, man ønsker.

Om Lars Lund
Haveekspert & havejournalist
Lars har i mange år beskæftiget sig med haver og drivhuse. Lars har udgivet bøger om drivhuse og har medvirket i en række haveudsendelser for TV2 Fyn. Lars er et omvandrende haveleksikon og kan svare på alle dyrkningsbaserede spørgsmål – basale såvel som ambitiøse projekter.
- Aktuelle Indlæg
- Haven gror, og det kræver gødning - men hvilken?
- Inspirationstips til drivhuset
- Steril jord er slet ikke godt for planterne
- Klar grill på 5 minutter : Lav din kulgrill til en gasgrill
- Selvbyg: Calle og Helle Hannibal har bygget deres drømmedrivhus i genbrugsmaterialer
- Den filosofiske gartners staudeteori
- Tips til ekstraudstyr i drivhuset, sokkel til regntønden og ophæng til vin
- Sådan finder du vej i gødningsjunglen
- Tyvstart med sommerblomster