Blog
Kamp til Hækken - Naturhaven
I april og maj måned kører programmet: 'Kamp til hækken' over skærmen mandag kl. 20.00 på TV2. Drivhusklubben har stillet ti spørgsmål til de fire par, der er med i konkurrencen om at lave den bedste og smukkeste have og vinde 200.000 kr. I det her Interview møder vi veninderne Lilli og Katrine, der begge er naturmennesker med stort N. Derfor har de valgt naturhaven som deres tema.
Hvad er en have for jer?
Det er primært et sted, hvor man kan slappe af og nyde naturen. For os er haven et sted, hvor vi gerne vil trække naturen ind. Det gør vi ved at plante så mange vilde planter som muligt, så vi tiltrækker insekter, fugle og pattedyr. Haven må meget gerne være funktionel for naturen.
Hvad håber I, at seerne får ud af at følge jer i programmet?
Vi håber, at kunne inspirere seerne til at invitere naturen ind i deres haver. Selv går vi all inn, men at invitere naturen indenfor i haven kan også bare være at lave et enkelt vildt bed eller nogle krukker, hvor du slipper kontrollen og lader det, du planter, stå vildt. At tænke haven som en vild naturoase giver så mange oplevelser. Der kommer pludselig insekter og dyr, som du ikke ville få besøg af, og det giver anledning til gode snakke om naturen og plante- og dyreliv.
Hvad synes I, at et drivhus kan bidrage med i en have?
Jeg er (Katrine) meget glad for mit eget drivhus som jeg bruger både som udestue og et sted, hvor jeg dyrker planter. Faktisk er drivhuset nok kontrasten til haven, der gerne må være det vilde sted, hvor jeg lader ‘stå til’. I drivhuset kontrollerer jeg meget mere, hvad jeg laver, hvad jeg dyrker, hvor meget lys det får, hvor meget vand det får osv.
Hvad er en optimal udnyttelse af drivhuset for jer?
Et sted, hvor der er plads til en lille smule dyrkning og rigtig meget afslapning. Drivhuset forlænger i den grad sæsonen og betyder, vi kan være længere ‘ude’ i haven fordi, der er læ for regn og vind.
Hvordan ser jeres drømmedrivhus ud?
Det er ret tæt på Julianas Grand Oase - som vi fik fornøjelsen af at indrette i programmet. Et drivhus, der har en god størrelse, hvor der er plads til både dyrkning og afslapning. Den eneste udfordring vi havde med drivhuset i programmet, var at insekterne ikke rigtig kunne finde vejen ud igen. Mange af dem blev fanget i udluftningen under taget. Men det var nok kun os, der havde det problem.
Fem must-have planter i haven/drivhuset?
Vi går efter insektvenlige planter. F.eks. hvid okseøje eller marguerit, som de fleste måske kender den som. Slangehovede, blåhat - den er virkelig god for bierne og andre bestøvere. Smalbladet timian dufter fantastisk og har de smukkeste lila blomster og endelig må vi lige nævne mælkebøtten, som både er god for bestøverne fordi den kommer tidligt og så er det en fantastisk spiseblomst. Faktisk kan du både spise blomsten, bruge de tidlige blade i salater og spise rødderne.
Hvad er jeres bedste erfaring fra programmet?
At vi kunne. Det var et meget større og hårdere projekt, end vi havde regnet med.
Vores grænser er helt sikkert blevet rykket og i stedet for at tænke: ‘Det kan jeg ikke’, så tænker vi nu: ‘Det kan jeg endnu ikke.’
Hvad gav jer sved på panden?
Det hele - det er det korte svar. Men især alle de deadlines, vi skulle overholde. at lave en naturhave er det modsatte af at have deadlines - her er konceptet netop at give slip og lade tingene komme, som de kommer. Så deadlines var en udfordring.
Og så fik vi fysisk sved på panden af det hårde fysiske arbejde, der var med at anlægge haven.
Hvad var jeres bedste valg i forbindelse med at anlægge jeres have?
Vores rekreationsområde. Vi anlagde blandt andet et sø, og der kommer hurtig en masse liv i haven, når man anlægger en sø. Men vi var også ret stolte af vores drivhus.
Hvad har det givet jer personligt at være med?
Vi har fået et meget stærkere venskab. Det kunne være gået helt galt, men vi har ikke haft et eneste skænderi. Og så er det bare en kæmpe sejr, at vi kunne gennemføre, for det var virkelig en krævende proces for os begge. Og så er der naturligvis de venskaber vi har fået med de andre deltagere, vi er stadig i kontakt allesammen på kryds og tværs.
Det er ret hyggeligt.
Om Parret
Lilli Gruwier & Katrine Grace Turner er begge biologer
Haveerfaring: Er begge store naturentusiaster. Lilli bor på en naturgrund og Katrine overtog for nogle år siden en trimmet kolonihave, som hun prøver at omdanne til en vild naturgrund.
De udkom sidste år med bogen: Naturhaven som du kan læse Drivhusklubbens omtale af her
Læs mere om Lilli på hendes blog:
livetivandkanten.dk
Og om Katrine på hendes blog:
vildskab.net
Om programmet
De fire par skal dyste mod hinanden i seks udsendelser
I hver udsendelse får de en opgave, f.eks. at placere og indrette drivhuset
Hvert par får et areal på 320kvm, som de skal omdanne til en have efter selvvalgt tema
Hvert par får et drivhuse - Juliana Grand Oase på 13 kvm.
Hvert par har som startbeløb 120.000kr
Efter hver udsendelse kåres et vinderpar, der får 10.000kr ekstra
Efter sidste runde skal dommerne hver især afgive point fra 1-4 til haverne
Ligeledes efter sidste runde inviteres 100 haveentusiaster til at se haverne og afgive deres stemme
Dommernes point og publikums stemmer er afgørende for, hvilket par der bliver de endelige vindere af Kamp til Hækken og kan gå hjem med præmien på 200.000kr.
Programmerne sendes på TV2 mandag kl. 20.00
2 Kommentarer til dette indlæg

Om Drivhusklubben/Greenhouse Forum/Gewächshausclub
Drivhusklubben står bag alt lige fra journalistiske artikler om skæve drivhushistorier og Juliana-medarbejderes drivhusberetninger til diverse guides om livet i og med drivhus.
Bliv klogere på Drivhusklubben/Greenhouse Forum/Gewächshausclub- Aktuelle Indlæg
- Haven gror, og det kræver gødning - men hvilken?
- Inspirationstips til drivhuset
- Steril jord er slet ikke godt for planterne
- Klar grill på 5 minutter : Lav din kulgrill til en gasgrill
- Selvbyg: Calle og Helle Hannibal har bygget deres drømmedrivhus i genbrugsmaterialer
- Den filosofiske gartners staudeteori
- Tips til ekstraudstyr i drivhuset, sokkel til regntønden og ophæng til vin
- Sådan finder du vej i gødningsjunglen
- Tyvstart med sommerblomster
Jonathan
26 apr 2018 23:01
Super indlæg. Jeg følger selv med i programmet - og nyder at se naturhaven. Sidst var det flot at se hvordan de fik skabt en skovbund, som virkede så ægte.
Havelige forårs hilsner
Jonathan
Nanna Stærmose
30 apr 2018 11:26
Hej Jonathan
Tak for din positive kommentar - og dejligt at du kan blive inspireret både af artiklen og programmet.
mvh
Nanna/Drivhusklubben