Blog


...

Drivhusklubben/Greenhouse Forum/Gewächshausclub

28 mar 2018 13:24

Høst jordbær i begyndelsen af maj

Jordbær er smagen af sommer, men hos Bent Løschenkohl er det smagen af forår. Det kræver kun nogle gamle jordbærplanter, plantekasser og myrer.

 

Tekst: Nanna Stærmose

 

 

Bent Løschenkohl har hængt et par altankasser med sidste års jordbærplanter op i drivhuset, og selvom de her i marts ser lidt brune og triste ud, så siger erfaringen, at Bent kan plukke de røde herligheder allerede i begyndelsen af maj. 

“Det er ret enkelt. Jeg har lige gravet dem op fra et bed i haven, hvor de har stået hele vinteren. Så har jeg ‘renset’ dem for brune blade, og nu skal de bare holdes fugtige, så kommer der bær på dem om et par måneder,” siger Bent. 

Bent har valgt at hænge jordbærrene oppe på et par træstativer, som han har monteret i sit drivhus. Det gør det lettere at komme til bærrene, men de kan også sagtens stilles på jorden i kasser eller et par krukker. 

Myrerne bestøver

Jordbær kræver bestøvning, og bier er der ingen af på denne årstid, men så tager myrerne over. 

“Jeg er så glad for alle mine myrer i drivhuset - de sviner godt nok lidt, men de kravler jo rundt på planterne og det betyder, at de faktisk formår at bestøve mine jordbær,” siger Bent. 

Sorten hedder Korona og er kendt for at modne tidligt og give et stort afkast. Ifølge Bent er hemmeligheden til at få den søde bid at høste bærret på det rette tidspunkt. 

“De bliver røde to dage før, de er klar til at spise, så du skal lige lade dem sidde lidt  - selvom de ser plukkeklar ud,” siger Bent. 


Sådan gør du:

Hiv de gamle jordbærplanter ind fra haven og sæt dem i drivhuset i potter eller altankasser i marts/april

Rens planterne for brune blade - hvis du er i tvivl om noget skal af, så riv det af, lyder rådet. 

Hold planterne fugtige

Høst og nyd jordbær allerede i begyndelsen af maj

 

Læs også, hvordan Bent varmer drivhuset op med luft her