Blog


...

Lars Lund

21 mar 2018 10:10

Fra hvidt til gult

 Æg hører påsken til, I naturen begynder hønsene at lægge æg, når foråret nærmer sig. I gamle dage var derfor både æg og kyllinger et symbol på den kommende sæsons frugtbarhed, og i den kristne påske står æggene også for genopstandelse. Tidligere var det skik at tage en kurvfuld æg med til kirken påskesøndag, hvor de blev velsignet af præsten for at sikre en god høst.

 

Ofte var æggene blevet dekoreret, så de var ekstra fine, og kurven pyntet med blomster og fjer. Det er den tradition, der er videreført, når vi i dag pynter op til påske med blomster, æg og kyllinger i kønne opstillinger og dekorationer. Vi har fået Løgdriverklubben til at give nogle tips, som drivhusklubbens læsere kunne få gavn af. Det er fire nemme ideer til forskellige slags påskepynt med æg og forårsblomstrende løg.

 

Først et generelt tip

Få mest mulig glæde af dine blomster

Vælg friske blomster i butikken og undgå bundter, der ser ’trætte’ eller slatne ud.  

Bladene skal være grønne og saftspændte, ikke gullige – og knopperne skal vise nogen farve, men bør ikke være fuldt udsprungne.

Stil afskårne blomster lyst, køligt og i kuldslået vand, lige når du kommer hjem. Lad dem stå der en times tid i indpakningspapiret. Skær et par cm af stænglerne – eller til den ønskede længde.

Stil blomsterne i en ren vase og kom ikke for meget vand i. Så risikerer du, at stænglerne rådner.

Husk at efterfylde vasen og også gerne skifte vandet helt.

Blomster på løg behøver kun meget lidt vanding. For meget vand vil få dem til at blive lange og ranglede, og de klarer sig udmærket med fugtigheden i løget.

Stil ikke blomsterne i direkte sollys, og lad dem overnatte på et køligt sted. Forskellige slags påskeæg, dekorationssten og andet pynt kan købes i blomster- og hobbybutikker samt i plantecentre.

 

Perlehyacinter i fad

 

 

Tag et dybt fad og anbring små potter med blå perlehyacinter sammen med et grønt bunddække. Du kan fx vælge husfred eller karse. I sidste tilfælde er det grønne drys til frokostbordet så lige ved hånden! Tag gerne planterne ud af potterne og fyld evt. lidt ekstra jord ind imellem. Hvis du bruger en kurv, kan du fore den indvendigt med plastik. Læg til sidst pyntelige æg ovenpå, imellem blomsterne.

 

Påskeliljer på bakke

 

 

Vælg små gule tete-a-tete påskeliljer og skjul potterne i hvide papirsposer (kan købes i mange gave- og hobbybutikker). Eller vælg evt. en anden slags urtepotteskjuler. Stil poserne samlet på et fint fad og læg farvede æg imellem.

 

Tulipaner i kurv

 

Du skal bruge potter med kortstilkede tulipaner. Tag løgene ud af potterne og anbring dem tæt sammen i en kurv, der er foret med plast. Fyld mellemrummene ud med mos og læg pustede vagtelæg ind imellem stilkene.

 

 

Tulipaner i glasvase 

 

Påskebuketten består af hvide og gule tulipaner med magnoliagrene imellem. De står i en glasvase, så man kan se indholdet. Læg først de gule sten (kaldet dekorationsgrus) i bunden og fyld vand halvt op i glasset. Stik derefter blomster og grene fast mellem stenene og put de pustede vagtelæg ned imellem stilkene.