Blog
Kom i gang med chili
Lyset er vendt tilbage, og tiden er inde for chilidyrkning med start i vindueskarmen. Over en time har vi vundet siden dagen var kortest, og nu går det hurtigt. De, der dyrker med kunstigt lys, startede måske allerede i december, men du kan sagtens nå at være med.
Først skal du have fat i frø. Der findes ekstrem mange sorter, og nogle lettere at dyrke end andre, og den ene mere stærk at sætte tænderne i, end den anden. Du kan læse mere om styrken, hvor du køber frø. Det vigtigste er jo, at du får den sort, du bedst kan lide. Styrken måles i scoville, hvor sorter op til 10.000 scoville er milde. Det stærke går op til 100.000 scoville og de stærkeste fra 100.000 og op til en million. Styrken skal helst fremgå af emballagen. Nogle anvender dog også en skala, hvor 0 er mildest og 12 ++ er stærkest, mens andre bruger en skala fra 0 – 10++++.
Chilifrø kræver en ret høj fugtighed, så du får størst held, hvis du starter i en spirekasse eller et minidrivhus, hvor du kan holde på fugten. Fyld en lille potte med så-og priklejord. Vand jorden igennem, og så så et frø lige under jordoverfladen. Har du ikke et minidrivhus, kan du holde på fugtigheden med et stykke plast med små huller. Det er vigtigt, at frøene får noget varme, så har du et gulv med noget undervarme, så er det måske her, du skal starte. De fleste planter foretrækker omkring 25 grader for at spire godt.
Når frøene så er spiret, så kan du flytte potterne til drivhuskarmen. Spiringstiden afhænger af sort. Nogle tager en lille uge, mens andre som den populære Capsicum chinense fra sydamerika kan være op til 6 uger om at spire.
Når planterne er så store, at de har omkring 6 blade, så er det en god ide at plante dem i en lidt større potte. Husk at vande, men aldrig for meget. Nu vokser dine planter sig større og to uger efter din ompotning, skal du give dem gødning. Allerede i april starter blomstringen, og her skal du så fjerne de første blomster. Nogle fjerner fire, mens andre er mere brutale og fjerner helt op til otte. Forklaringen på fjernelse af blomster er, at når der sættes blomst, så koncentrerer planten sig om at få frugterne større, så den kan modne. Samtidig holder planten op med at vokse. Hvis man vil have mange frugter, så skal man også have store planter, så det du mister i starten, kommer mangefold igen. Størrelsen på planterne afhænger også af, hvordan du dyrker dem. De bliver mindre i potter end i et bed.
En god forgrening gør samtidig buskene bredere. Det opnår du ved at nippe over et bladhjørne i takt med at planten vokser. Væksten kan gå i stå, hvis nattetemperaturen er under 10 grader, og er der over 25 grader om dagen, så går blomstringen i stå. Derfor skal du have et termometer i dit drivhus, så du kan tjekke, at planterne i blomstringstiden ikke får for meget varme. I maj er dine planter klar til at komme i drivhuset.
Chili er en flerårig plante. Det betyder, at du kan lade dem overvintre, hvis de får lov at stå frostfrit. Gør du det, bliver de større, og du får hurtigere frugter året efter, ja allerede i juni, mens de ny såede først for alvor giver spiselig frugt i august. Som skrevet bliver chili i potter mindre end i bede. Til gengæld er de lettere at flytte ind, når de skal overvintre. Dyrker du dem i en plantesæk, er det dog overkommeligt at grave dem op og få den ned i en potte om vinteren.

Om Lars Lund
Haveekspert & havejournalist
Lars har i mange år beskæftiget sig med haver og drivhuse. Lars har udgivet bøger om drivhuse og har medvirket i en række haveudsendelser for TV2 Fyn. Lars er et omvandrende haveleksikon og kan svare på alle dyrkningsbaserede spørgsmål – basale såvel som ambitiøse projekter.
- Aktuelle Indlæg
- Haven gror, og det kræver gødning - men hvilken?
- Inspirationstips til drivhuset
- Steril jord er slet ikke godt for planterne
- Klar grill på 5 minutter : Lav din kulgrill til en gasgrill
- Selvbyg: Calle og Helle Hannibal har bygget deres drømmedrivhus i genbrugsmaterialer
- Den filosofiske gartners staudeteori
- Tips til ekstraudstyr i drivhuset, sokkel til regntønden og ophæng til vin
- Sådan finder du vej i gødningsjunglen
- Tyvstart med sommerblomster