Blog


...

Lars Lund

02 aug 2017 19:34

Stærke sager

Det er ikke kun chili, der får en til at lukke munden.

Der findes stærke sager, for eksempel chili, som kan få munden til at snerpe sammen. Men måske skulle du også prøve en noget mindre kendt plante, den japanske vandpeber, Polygonum hydropiper var fastigiatum. Den kommer faktisk ikke fra Japan, men hovedsageligt fra Afrika, hvor den gror i de mere sumpede egne. Når den har fået navnet japansk vandpeber, må det skyldes, at den ofte anvendes i forbindelse med sushiretter. Faktisk har den flere navne, hvoraf flere er varianter. Det er for eksempel vietnamesisk pileurt, eller vietnamesisk koriander, der er toårig og dufter af koriander.

I foråret købte jeg en japansk vandpeber på Egeskov slot. Den blev sat i mit drivhus, for her er altid varmt. Vandpeber er etårig, og kræver masser af vand. Der er heller ikke noget i vejen for at sætte den ude ved havedammen. Her skal den nok også klare sig sommeren over. Får den vand nok, bliver den pæn stor - omkring en meter.

Smagen er noget helt for sig. Indrømmet, jeg er ikke til de helt stærke sager, når det gælder mad. Chili kan jeg godt lide at dyrke, men jeg lader andre spise dem.

Tiden var kommet, da jeg skulle smage et lille stykke blad fra vandpeberen. Den er stærk, meget stærk. Først giver den en lidt bitter smag, men efter nogle sekunder ændrer smagen sig til noget, der godt kunne minde om peber blandet op med chili. Jeg kunne ikke tale i et helt minut, og det siger meget om bladets styrke. Efter at have skyllet de æteriske olier der er i bladet væk fra mundhulen, var smagen væk. Trods min forbi for stærke sager, synes jeg nu alligevel, japansk vandpeber er spændende, og den vil helt sikkert være god i salatblandinger eller måske snarere i sammenkogte retter. Planten er selvfølgelig også anvendt medicinsk. Et afkog skulle være særlig godt mod diarré. I havebrug anvendes den også til at skræmme insekter væk. 

3 Kommentarer til dette indlæg

...

Dan Ullerup

04 aug 2017 15:44

Kender du til andre steder, man kan købe den udover Egeskov Slot? :-)

...

Lars Lund

04 aug 2017 15:47

ja, hvis du søger navnet på google er der flere steder du kan købe den.

...

Dan Ullerup

08 aug 2017 14:54

Ahja, takker - havde spurgt i Plantorama og de kendte intet til den... google is your friend :-)