Blog


...

Lars Lund

21 maj 2016 23:25

Den filosofiske gartners staudeteori

Nu bliver det meget lettere at sætte stauder sammen.

 

Hun er kvinde i alderen 30-50 plus. Hun elsker planter, men hun ved ikke meget om dem.

Hun elsker mode og design, og ved næsten alt om det.

Farver er vigtige for hende, og hun ved præcist, hvad hun kan lide og ikke kan lide.

Hun ønsker, at hendes hjem og hendes have afspejler hendes gode smag og personlige stil.

Tålmodighed er ikke hendes stærke side – hun vil ha' hurtige resultater, når hun går i gang.

Impulskøb er hendes søde, lille svaghed.

 

Ja, gartnerne har luret hende. Det er i al fald den beskrivelse et gartneri i Hørning ved Århus med navnet Pedersen, giver nutidens kvinde. Som nutidens kvinde skal nutidens gartneri tilpasse sig markedet. Derfor har Pedersen udviklet et koncept, hvor man ikke skal bruge alverdens tid på at finde de rette planter, når for eksempel havens krukker arrangeres eller bare skal friskes op, efter en anstrengende ferie med masser af varme og alt for lidt vand. 

Konceptet kaldes slet og ret Garden Symphony, og er baseret på blomstrende stauder, hvor man ikke skal vente i måneder, før de springer ud. De er klar, når de købes.

 

Pedersen er i det hele taget fremme i forreste kartoffelrække. Hans sæson starter med forårsløg der lige er klar til at komme i krukkerne, herefter følger færdige grøntsager, som kan dyrkes i krukker eller bare plantes ud i køkkenhaven, og så kommer stauderne sådan mellem det hele.

Stauderne Garden Symphony findes i seks trendy farvetemaer, med muligheden for at mixe og matche farver og former efter egen stil, og altså ikke nødvendigvis følge gartnerens forslag.

Stauderne, der er udvalgt, er nemme stauder med en lang blomstringsperiode, og de kan passes ind i havens staudebed eller i krukker til terrassen. I modsætning til sommerblomster, er stauder flerårige planter. Stauder er vinterhårdføre planter, der trives med vejret på danske breddegrader. Det betyder, at du kan have fornøjelse af dine staudekrukker langt hen på efteråret, også selv om vejret skulle blive køligt og regnfuldt. Hvis du beskytter krukkerne mod den værste frost, og giver gødning i vækstsæsonen, kan du ligefrem glæde dig over dem flere år i træk. Og har du en have, kan stauderne selvfølgelig også plantes ud i jorden.

 

Ud over farvekombinationen er fordelen ved konceptet, at gartneren har sat stauder sammen, der også trives under samme betingelser. På verdens største blomstermesse i Essen i Tyskland i januar har Garden Symphony vundet den prestigefyldte pris, Flora Dania Innovation Award i kategorien Concept, så han kan noget ham Pedersen.