Blog


...

Drivhusklubben/Greenhouse Forum/Gewächshausclub

26 jan 2016 21:08

“Min have skal være smuk hele året”

Havedesigner Birgit Helbo har skabt et haveanlæg med køkkenhave og staudebede i en smuk, symetrisk helhed, og med et drivhus til både hygge og nytte.

 

Havedesigner Birgit Helbo bor i Kværndrup på Fyn, og har en have udover det sædvanlige. 4000 kvm i alt, anlagt med hække, der deler den store have op i mange mindre haverum. Selv kalder hun haven for et stramt anlæg og henviser til den stringente symmetri, der går igen i hele anlægget. 

“Det er vigtigt for mig, at haven er smuk at se på hele året. Her om vinteren, når bedene er tomme, træder den stramme arkitektur frem i form af de lave trærammer, der omkranser bedene i køkkenhaven. Om sommeren opløses rammerne, når planterne vælter frem i fuldt flor,” siger Birgit Helbo.


Lille drivhus, stor nytte
Birgit Helbo har plantet sit drivhus i det hjørne af haven, hvor aftensolens sidste stråler strejfer huset. 

“Det er skønt at sidde derinde og få dagens sidste sol,” siger hun.

Selvom vi er i januar, får hendes beskrivelse af Julianas Botanica billeder af lyse og lune sommeraftener frem på nethinden. I modsætning til resten af haven er drivhuset en mindre model på 8,2 kvm. Det er indrettet med to kurvesofaer, hvor der kan sidde fire personer, hvis de sidder tæt vel at mærke. Tomaterne planter Birgit Helbo også altid tæt, så det giver en hyggelig hulestemning. 

“Tomaterne giver lidt mindre afkast, når de står tæt, men jeg kan godt lide at have sådan en lille jungle midt i køkkenhaven,” siger hun. 

På gulvet i drivhuset har hun brændte klinker, og huset har hærdet glas i hele baner, der giver det den æstetiske finish, der er så vigtig for Birgit Helbo. 

“Det er egentligt utroligt, at et så lille hus kan give så meget glæde, og så betyder det meget, at huset har en god sidehøjde. Det giver en virkelig god rumfornemmelse, siger hun.

Derfor skal du have en plan for din have:

En haveplan koster mellem 5000 - 15.000 kr. Det kan lyde af meget, men kan være en god investering, så man undgår dyre fejlkøb i plantecentret eller dårlige løsninger, der i sidste ende skal laves om. 

En haveplan behøver ikke realiseres med det samme. Det kan være et mangeårigt projekt at indrette haven. En haveplan gør det lettere at lave haven hen ad vejen, fordi du hele tiden har det store billede af, hvordan målet ser ud. Det sikrer, at du holder dig på sporet og at haven ender med at få et æstetisk helhedsindtryk.


Din have skal passe til dine behov. Skriv ned, hvad du bruger haven til. Er der børn, der skal have gyngestativer? Griller du meget i haven? vil du primært dyrke grøntsager? Hvor meget arbejde vil du lægge i pasning af haven osv. 
Kilde: Birgit Helbo

 

Vil du bo i Helbos have?
Drømmer du om haveidyl i særklasse, og har du lyst til at bo på landet? Så skal du måske være den nye beboer i Birgit Helbos hus. Hun har sammen med sin mand besluttet at flytte til et mindre hus med en mindre have. Læs mere på: www.helbohaveplaner.dk

 

Læs mere om Helbos have. 
I 2013 udgav Birgit Helbo bogen Til nytte og nydelse - den dekorative køkkenhave. Bogen er udstyret med et væld af smukke og inspirerende billeder.