Nye bøger for drivhus-og havefolket

Chili er stadig hot

Er man ikke med på chilimoden, så er man lidt udenfor.
Det er dog let at komme ind i varmen og været hot, for chilier er meget nemme planter. De får ikke mange sygdomme og er lette at dyrke og er du stadig usikker, så har forlaget Turbine netop udgivet bogen ”Den rødglødende chilidyrker”, skrevet af en engelsk chiliguru, Kay Maguire. Bogens undertitel er: En komplet guide til pasning, høst og konservering af chilier.

For nogle er det, der gør chili så efterspurgt, oplevelse af smerte, som de stærke chilier kan give. Det er næsten som at være vinterbader. Man får et gys, og så får man det så dejligt bagefter (siger dem, der tør)! Chili indeholder store mængder kalcium, og i C-vitamin, ja dobbelt så meget C-vitamin som citrusfrugter. De røde chilier er de sundeste blandt udbuddet, og indeholder også betakarton. De tørrede er fulde af A-vitaminer.
De stærkeste stoffer ligger ikke i selve kødet eller frøene, men derimod i den stol, som man kalder det hvide område, frøene sidder på. Vil man have den mildeste del af en frugt, så skal man fjerne frøstolen. Spidsen af frugten er den aller mildeste del, så den kan man jo starte med.

 

Du kan dyrke i haven under en plasttunnel, i drivhuset eller, hvis du har et lyst sted, hvor du kan sætte dine planter, også i selve boligen. Capsicum chinense sorterne, som for eksempel `Habanero´, er blandt de mere skyggetolerante planter, mens C. baccatum-chilier, for eksempel `Aji Amarillo´, er mere tolerante over for kølige temperaturer end andre, fortæller Kay Marguire. Selv har jeg set folk i Grønland dyrke store chilier i deres vindueskarm, så det kan lade sig gøre.
Den mest anvendte metode er at dyrke i beholdere inde i drivhuset. Beholdere har den fordel, at man let kan sætte planterne ud, når det er meget varmt. Får en plante lidt sygdom, kan man også isolere den fra de andre.

Den Rødglødende Chilidyrker er en anbefalelsesværdig bog. Dyrkningsvejledningen er grundig, men har dog nogle mangler i forhold til danske erfaringer. Grafikken er god, og gør bogen overskuelig. Der er et leksikalt afsnit om nogle almindelige, kendte sorter, man kan dyrke, og et afsnit med madopskrifter, tørring og røgning af chilier. Man får også tips til opbevaring af frø, og bogen indeholder et særligt afsnit om sygdomme, og hvad der kan være af andre årsager til, at projektet måske ikke lykkes. Sidst i bogen er et par rigtig gode sider med henvisninger til anden litteratur, hjemmesider, køb af frø, opskrifter og chili-festivaler.
En bog, der på enkelte områder kunne have været en smule stærkere, men dog med en tilpas styrke for langt de fleste.

Den rødglødende chilidyrker
Kay Maguire
144 sider, 230 kr.

 

Klar parat nu er det kartofler i karmen

Bog om kartofler
Historien om en heldig kartoffel

Hvis du skal være blandt de første, der kan grave egne nye kartofler op, så er det nu. Danskerne er så glade for kartofler, at vi ligefrem har et kartoffel råd og et kartoffelmuseum, og selv om der findes endnu et kartoffelmuseum i verden, så er det ganske unikt. Nu er der også kommet en bog om kartoflen. ”Heldige kartoffel”, er titlen.

Tyskerne lærte os at spise kartofler, og at ordet kartoffeltysker er noget, vi af samme grund har fundet på her i Danmark. Det er også delvist rigtigt, for selv om vi har kendt kartofler før, tyskerne lærte os at spise dem, så har tyskerne en stor del af æren for, at kartofler er blevet så populære også her i landet.
Kartoflen kommer oprindeligt fra Sydamerika, hvor indianerne i Andesbjergene. Først i 1600-tallet lykkedes det en fransk botaniker at dyrke kartofler, der også gav knolde.

Kartoflen var omgivet af mange myter og blev tillagt mange egenskaber af både positiv og negativ art. Af de positive var, at den satte hormonerne i gang hos ægtefolk, og blandt de negative var, at kartoflen forårsagede spedalskhed. I Skotland blev dyrkning af kartofler forbudt, fordi planten ikke var omtalt i Biblen.
Udtrykket ”en heldig kartoffel” menes (ifølge Dansk Sprognævn) at stamme fra en sørøverleg, ”la’ kartoflen gå ”, hvor en lille genstand, ofte en kartoffel, gik fra person til person i en rundkreds, mens personen i midten forsøgte at få fat på den. Mislykkedes det at få fat i kartoflen, ja så var det en heldig kartoffel.

Kartoffeltyskerne var tyskere, der blev inviteret til Alheden ved Viborg. I 1760 gav man tyskerne statsstøtte for at opdyrke heden. Tyskerne fandt hurtigt ud af, at jorden var meget egnet til kartoffeldyrkning, og viborgenserne kaldte dem derfor kartoffeltyskere.
Fynboerne var de mest fremsynede, når det gjaldt at se muligheder i kartoffeldyrkning. På herregården Hofmansgave ved Hasmark på Nordfyn satte godsejer Niels Hofman sine fæstebønder til at dyrke kartofler. Bønderne ville dog ikke selv sætte tænderne i kartoflerne, for myten om, at det gav mange børn at spise kartofler, kendte de fynske bønder. Fra herregåden spredte kartoffelavlen sig videre til Nordfyn, og det er også på Fyn, kartoffelmuseet og kartoffel rådet hører til.

”Heldige kartoffel” er en bog, der udover historie også rummer små fortællinger fra kendte danskere. De fortæller alle om deres første møde med kartoflen, og hvor uundværlig kartoflen er for dem. Der er selvfølgelig også afsnit om næsten alt det, kartofler i dag bruges til, lige fra kartoffelmel til pomfritter. Selv om pomfritter er kartofler i en mindre sund udgave, så er der måske noget om det, når en juniorhåndboldspiller i bogen siger: ”Det kan godt være, det er vigtigt ikke at have bumser, men nogle gange er det bare vigtigst at spise pomfritter.”

Heldige kartoffel
Thorsten Asbjørn og Peter Borberg
119 sider 230 kr.
Forlaget Turbine