Blog
Skifter du jord i dit drivhus?
Jord kan blive træt, men hvor træt bliver drivhusjord?
Træthed hos jord handler om bakterier, skadelige svampe og ganske små tynde orm, man kalder "nematoder". Det er kendt at stenfrugt som kirsebær og kernefrugt som æbler ikke må stå i jord, hvor der før har været -enten den ene eller den anden slags frugt. Jorden skal skiftes, hvis et gammelt æbletræ fjernes, og et nyt skal stå samme sted.
Sædskifte
I køkkenhaven er det også kendt, at man skal lave det, der kaldes sædskifte. Det vil sige, at man for eksempel ikke planter kartofler, hvor der året før var kartofler, men tidligst bruger den samme jord 3 år efter.
Planter man i samme bed, får man ikke nødvendigvis syge eller dårlige kartofler, men risikoen er stor.
De gamle skiftede
Hvordan er det så drivhusjorden? Ja hvis man nu planter for eksempel tomater i samme jord år efter år, så vil jorden blive træt. Træt jord er viden tilbage fra dengang, bønderne ikke kendte til sprøjtemidler og kunstgødning, men brugte det, man havde i naturen. Man udskiftede som hovedregel en tredjedel af jorden, og der er igen grund til at tro, at det skulle være anderledes i drivhuset. Laver man nu vekseldrift i drivhuset, så man det ene år planter tomater et sted i drivhuset, og det andet år planter agurker, hvor der stod tomater, ja så har man jo allerede reduceret arbejdet med at skifte jord til hvert andet år. I naturen klarer de små planter sig med jordskifte ved at kaste frøene et lille stykke væk fra det sted, de sidst stod. De store træers rødder søger nye græsgange.
Og dog
I drivhuset er der en tredje vej, som ser ud til at være farbar. Hvis man lægger 5 til 10 cm kompost på jorden, så skal man ikke skifte den. I al fald ikke et stykke tid. Hvor lang tid der går, inden den igen er det, vi kalder tjenlig, er ikke til at sige. Nogle har ventet med at skifte i 5 år, andre i ti år, og desværre er der ikke lavet forskning på området.
Personligt foretrækker jeg at fjerne 5 til 10 centimeter af den gamle jord og erstatte det med kompost, men jeg har også en god ryg, og det er slet ikke sikkert, det er nødvendigt. Det ser ud til, at hvis man vander - eller rettere gøder - med brændenælder, så holder jorden sig også sund i mange, mange år.
Det er sikkert samme fænomen, som man kender fra Tagets. Planter man Tagets, kan den gøre en syg jord rask. Jo, det var da også en mulighed, det at dyrke tagets et år, og så bare nyde blomsterpragten. Hvis altså lige man kan lide den blomst.
2 Kommentarer til dette indlæg

Om Lars Lund
Haveekspert & havejournalist
Lars har i mange år beskæftiget sig med haver og drivhuse. Lars har udgivet bøger om drivhuse og har medvirket i en række haveudsendelser for TV2 Fyn. Lars er et omvandrende haveleksikon og kan svare på alle dyrkningsbaserede spørgsmål – basale såvel som ambitiøse projekter.
- Aktuelle Indlæg
- Haven gror, og det kræver gødning - men hvilken?
- Inspirationstips til drivhuset
- Steril jord er slet ikke godt for planterne
- Klar grill på 5 minutter : Lav din kulgrill til en gasgrill
- Selvbyg: Calle og Helle Hannibal har bygget deres drømmedrivhus i genbrugsmaterialer
- Den filosofiske gartners staudeteori
- Tips til ekstraudstyr i drivhuset, sokkel til regntønden og ophæng til vin
- Sådan finder du vej i gødningsjunglen
- Tyvstart med sommerblomster
Anja Egeriis
06 mar 2014 18:31
Jeg dyrkede i mit gamle drivhus i 20 år uden af skifte jord - og uden sygdomsproblemer :)
Jeg fylder lidt kompost på hvert år, så en gang imellem er jeg nødt til at fjerne lidt jord, fordi der er for meget af den, men gør det ellers ikke.
Tomater trives fint i den samme jord år efter år - det økologiske gartneri Markhaven dyrker også i den samme jord hvert år :)
Lars Lund
09 mar 2014 21:04
Hej Anja
Ja, som læser af Praktiks Økologi, kender jeg godt Markhaven. Når man lægger et ekstra lag kompost på skifter man i princippet også jorden. Nematoder, som man gerne vil undgå, findes kun i det øverste jordlag.
mvh
Lars