Det er nu, vinterens skader bliver opdaget. Et svedent blad forvekslet let med sygdom, men skyldes mest tørkeskader.

 

Gad vide hvordan de danske palmer har det eller for den sags skyld mange af de andre mere eksotiske planter, vi mere eller mindre frivilligt har ladet os lokke til at plante i haven, fordi klimaet de seneste år er blevet mildt, og fordi vi har troet på, at tider med hård dansk vintre var en saga blot.

 

Hårdførhed er et vidt begreb. Selv om en plante er hårdfør i Alaska eller Sibirien, behøver den ikke at være det i Danmark. Planter er styret af lys og eller temperatur, eller måske begge dele. Bøgen er for eksempel mest styret af lys, og derfor er tidspunktet for dets udspring næsten ens år for år. Anemonerne i skovbunden har det på samme måde, og de ved, de skal komme, inden bøgen lukker for lyset.

I kolde bjergegne kan der være planter, der er styret af, at der i en hvis periode er ret meget koncentreret lys og rimelig varmt, selv om frosten generelt er hård. For andre planters vedkommende måles hårdførhed i om planten tåler at gro i al slags jord, om de kan tåle den barske vestenvind tæt om havet, eller om de har indbygget frostvæske, så den kan tåle ekstrem kulde, selv om de står i blomst.

Mest taler vi her i landet om hårdførhed i forhold til minustemperatur, mens man i andre verdensdele taler om, hvor meget varme en plante kan tåle. En plante, der er fuld hårdfør i vort klima, skal kunne tåle temperatur ned til minus 32 grader. I Thy målte man i 1982 minus 31,2, så hvis temperaturen var gået 0,8 grader længere ned, kunne det betyde massedød for mange planter, selv om der dog skal flere sammenhængende dage til, før det går rigtig galt.

 

De temperaturer, vi har haft gennem hele vinteren og foråret, har været kolde. Det truer generelt ikke ret mange af de planter, vi har i haverne. Men de kan dø af tørke, selv om vinteren. Tørken opstår i forbindelse med, at jorden er bundfrossen, og jo længere en frostperiode varer, jo større er risikoen. Når jorden er frossen, og solen sender sine varme stråler mod planten, fordamper det vand, planten har oplagret i bladene og i barken, og da planten ikke kan suge fra en frossen bund, så er der ikke noget, der kan erstatte det tabte, heller ikke for en dyr rododendron eller en stedsegrøn ligusterhæk. Når vi taler om, at frosten har været hård ved planterne, så er det med andre ord mere solen, der har været hård.

Derfor er det ekstra vigtigt i længerevarende kolde perioder med sol at skærme af for solen og især for planter som roser og rododendron, der jo egentlig slet ikke har deres naturlige vokseområde lige her. Står rododendronen i lidt skygge af træer, skal den nok klare sig, men står den for fuldt blus, så kom ud og dæk den med grangrene, så snart solen har fat.

De planter der typisk er i haverne, og som skal beskyttes er rosmarin, stor set alle stedsegrønne planter uden nåle, men med grønne blade, abetræ, de fleste roser, syrisk roser, træpæoner, mammutblad, havehortensia, og har du figen og abrikos, så beskyt også disse planter. De oliven og citrus som mange i de senere år har anskaffet sig, tåler ikke frosten, og selv om nogle kan tåle en enkelt dags ned til ti grader, så skal man ikke eksperimentere med dem. Pelargonier og nerier, dahlia måske opbevaret i et skur, i drivhuset eller i en isoleret kasse i carporten bør bestemt tjekkes en ekstra gang eller to.

I køkkenhaven er det meste af det der har fået frost dødt, bort set fra porre, løg, rosenkål, grønkål, jordskok, pastinak, skorzonerrod, persille og persillerod og måske lidt mere.

Stauderne klare sig også. Det gælder også juleroserne, der ser meget ødelagte ud, men de kommer. Er bladene brune, så klip dem af, så kommer nye friske grønne blade.