Blog
Ti tips til den nye have
Nu er der tid til at tænke nyt i haven
Enkelthed og faste rammer gør en have smuk. Derfor skal du undgå at samle alt for mange og for forskellige planter, så haven ligner et kulørt ugeblad. Selvom vi oplever klimaforandringer, så hører palmer ikke hjemme i en nordisk have. Mange af vore haveplanter gror ganske vist vildt i naturen syd for os, men palmer, der er store træer, falder helt unaturligt ind i en dansk have. De må gerne stå i havestuen, eller væksthuset, men lad dem blive der, og lad haven falde ind i den omkringliggende natur, så bliver naturen omkring dig, også en del af din have.
- Tænk din have i rum på samme måde som din bolig. Del for eksempel havens rum op med små lave hække eller rionet, med slyngplanter, pileflet eller smukke hegn, men pas på det ikke roder med alt forskellige materialer. Forskellige hække falder lettere sammen i en helhed. Rum gør altid en have mere overskuelig og får de til at virke større.
- Belægningen skal være anderledes, end dem man ser i det offentlige rum. Vent med at lave stier med flisebelægning det første år. Du vil hurtigt opdage, at du måske laver små smutveje, der falder forbi de tænkte stier.
- En frodig have får man ved at bruge planter med tykke blade, bruge flere grønne nuancer og forskellige løvformer.
- Siddepladser skal der være flere af, og omkring siddepladsen skal der være dufte. En sideplads skal have skygge, en anden sol, en har vand i nærheden, en et lille bål.
- Terrassen skal ligge lige ved huset og have mange blomster omkring sig, men der må også gerne være lidt ude i haven, så man virkelig har kontakt med sin have.
- Der må gerne være hulestemning i haven, måske et lysthus lavet over en pergola, eller en lang pergola man skal igennem, og så må haven godt have et lille spisekammer, hvor man kan nyde de friskopgravede gulerødder eller de duftende jordbær.
- Græs kan være et smukt tæppe og en god legeplads til børnene, men den nemme have får du ikke ved kun at så græs. Derimod er stauder meget let at have med at gøre, når de efter et par år har etableret sig.
- Har du ikke plads til et drivhus, så skab plads til en drivbænk. Her kan du så tidlige salat og friske radiser.
- Træer skaber loft i din have. Pas på ikke at vælge for voldsomme træer, vælg hellere nogle frugttræer, der både er smukke og giver glæde.
- Før du begynder, så tegn et par skitser af din have eller få en professionel til det.

Om Lars Lund
Haveekspert & havejournalist
Lars har i mange år beskæftiget sig med haver og drivhuse. Lars har udgivet bøger om drivhuse og har medvirket i en række haveudsendelser for TV2 Fyn. Lars er et omvandrende haveleksikon og kan svare på alle dyrkningsbaserede spørgsmål – basale såvel som ambitiøse projekter.
- Aktuelle Indlæg
- Haven gror, og det kræver gødning - men hvilken?
- Inspirationstips til drivhuset
- Steril jord er slet ikke godt for planterne
- Klar grill på 5 minutter : Lav din kulgrill til en gasgrill
- Selvbyg: Calle og Helle Hannibal har bygget deres drømmedrivhus i genbrugsmaterialer
- Den filosofiske gartners staudeteori
- Tips til ekstraudstyr i drivhuset, sokkel til regntønden og ophæng til vin
- Sådan finder du vej i gødningsjunglen
- Tyvstart med sommerblomster