Blog


...

Lars Lund

25 sep 2012 11:01

Kan du ikke bruge solanlæg, så brug et regnanlæg

Regnvand kan bruges i drivhuset, i haven i vaskemaskinen og til toiletskyl.

Sommeren druknede i regn, og det skal vi vænne os til, siger meteorologerne. Af same grund er det bedre at udnytte de muligheder, der ligger i gratis vand fra himlen, end at irritere sig over de store mængder regn, som vi alligevel ikke her og nu kan gøre noget ved.

Regnvand kan bruges til vaskemaskinen og til toiletskyl og i haven til havevanding eller til at gøre haven en lille smule mere spændende. Et toiletskyld koster ca. en krone pr. skyl, og er man fire i en familie, der skyller et par gange, så løber det op hver eneste dag. En vask koster almindeligvis omkring 2 kr., så også her er der penge at spare. Et fuldt udbygget anlæg koster omkring 40.000 kr. med en 5000 liters tank i jorden, så du kan jo begynde at regne ud, om det kan betale sig at regne med regnen i din familie. For de fleste familier vil et anlæg være tjent ind i løbet af 8 år.

 

Pas på tomaterne

I haven bruger man let op mod et par tusinde til havevanding. Her batter det virkelig at opsamle sit regnvand. I drivhuset er det næsten et must, men man skal dog være opmærksom på, at tomater faktisk kan gå hen og få giffelråd, hvis man alene vander med regnvand. Er man plaget af det, så kan man afhjælpe problemet ved at vande med postevand hver anden gang. Problemet er størst, når man dyrker i lukkede systemer og mindst, hvis du dyrker direkte i jorden.

Forskøn haven med et regnbed

Et regnbed er i princippet blot en lavning i haven, som kan opsamle regnvand, og langsomt lade det nedsive i jorden. Lulu Jacobsen har i flere år arbejdet med regnvandsproblematikken for Haveselskabet. Hun foreslår, at du enten sår regnbedet til med græs eller plante blomster eller buske. Eller du kan fylde fordybningen med flotte sten eller andre vandgennemtrængelige materialer.

Det er en god idé at kombinere regnbedet med en faskine eller et overløb til kloak, så overskydende regnvand ledes væk. En faskine er også en løsning i sig selv, men den er knap så smuk som et regnbed. En faskine er i princippet blot et hulrum under jorden, hvor regnvandet opsamles og nedsives i jorden.

 

Blomster på taget

Som en anden god regnvandsløsning foreslår Lulu Jacobsen at anlægge et blomstrende tag på huset, garagen eller haveskuret.

- Blomstertage med mosser, forskellige arter af stenurt, græsser og andre urter er både flotte og miljørigtige, og så nedsætter blomstertaget afløbet af regnvand fra taget med cirka halvdelen, fortæller Lulu Jacobsen. 

Et blomstertag holder i ca. 50 år og er stort set vedligeholdelsesfrit. Flere producenter tilbyder færdiglavede måtter med lave, tørketålende planter, som er lige til at lægge på det eksisterende tag.

Tomme tønder buldre mest

Endnu en mulighed er at opsamle regnvandet fra taget i regnvandstønder eller i større tanke. Regnvandet kan bruges til havevanding, bilvask og lignende, og derved sparer du på det dyre vandhanevand.

 

Læs mere på:

www.haven.dk , www.nyrupplast.dk  og ikke mindst Miljøstyrelsens folder om brug af regnvand. Den finder du her.