Blog
For meget græs og for lidt lasagne
Avismetoden klarer også ukrudt.
En græsplæne er det mest pasningskrævende element i en have. Der er nemlig den hage ved græs, at det skal gødes nogle gange om året, måske kommer der masser af mos i plænen, som man så har besvær med at bekæmpe, og ukrudt som mælkebøtter kan sagtens finde vej ned mellem græsset.
Mest af alt er dog, at en græsplæne skal slås omkring 40 gange om året, og er plænen stor, sker det ofte med en motoriserende larmende plæneklipper. Tilmed er den måske vanskelig at starte.
Drømmer du om en mindre pasningskrævende have med dejlige stauder eller måske, ligefrem har lyst til at lave noget helt andet i haven end at slå græs, for eksempel at grave egne nye kartofler op, eller smage på de første røde jordbær for ikke at tale om havens slik, friske dejlige ærter, så kan du jo bare grave noget græs op.
Ja, ja tænker du: Hvem orker at grave græsset op? Nej så hellere lade græs være græs.
Der er en meget nem udvej. Løsningen er ganske enkelt gamle aviser.
Du lægger dine gamle aviser over græsset. Først et enkelt lag, som du vander. Dernæst endnu et lag og har du mange aviser så gerne et tredje lag. Vand mellem lagene.
Oven på aviserne lægger du nu lidt omsat kompost eller spagnum og derefter noget have- og køkkenaffald.
Bedst er det at lægge det, der kaldes et grønt lag på, efterfulgt at et brunt lag. Grønne lag er for eksempel frugt og grøntaffald, græsafklip, kaffegrums, tang. Brune lag er makuleret papir, fyrrenåle, halm, spagnum og visne blade.
Du kan starte projektet, når du vil. Starter du i foråret, og vil du plante med det samme, skal du have nogle flere lag omsat kompost, jord eller spagnum imellem. Starter du efterår eller tidligt vinter, så kan du plante direkte i det organiske materiale.
Metoden kaldes lasagne gardening og oversat, må det vel være noget i retning af lasagnehave. Der er skrevet tykke engelsksprogede bøger om lasagnehaver, og søger du på nettet på det engelske ord lasagne gardening, kan du finde mange link og videofilm om, hvor let det er at omdanne et stykke græs eller et areal med ukrudt til en frodig køkkenhave.
Tilmed uden at du skal gøre meget andet end at putte aviser og haveaffald på din græsplæne.
Man kan med fordel også lave lasagnen i drivhuset, hvor man jo også kan døje med ukrudt!

Om Lars Lund
Haveekspert & havejournalist
Lars har i mange år beskæftiget sig med haver og drivhuse. Lars har udgivet bøger om drivhuse og har medvirket i en række haveudsendelser for TV2 Fyn. Lars er et omvandrende haveleksikon og kan svare på alle dyrkningsbaserede spørgsmål – basale såvel som ambitiøse projekter.
- Aktuelle Indlæg
- Haven gror, og det kræver gødning - men hvilken?
- Inspirationstips til drivhuset
- Steril jord er slet ikke godt for planterne
- Klar grill på 5 minutter : Lav din kulgrill til en gasgrill
- Selvbyg: Calle og Helle Hannibal har bygget deres drømmedrivhus i genbrugsmaterialer
- Den filosofiske gartners staudeteori
- Tips til ekstraudstyr i drivhuset, sokkel til regntønden og ophæng til vin
- Sådan finder du vej i gødningsjunglen
- Tyvstart med sommerblomster