Jeg elsker mit drivhus. Jeg elsker det liv, det giver mig. Jeg elsker at have dyr og dermed høns i haven, jeg elsker at kunne spise noget fra haven og jeg elsker, elsker, elsker mit drivhus. Det udvider sæsonen, så jeg kan være i haven i mange flere måneder, dage og aftener end jeg ellers ville kunne.

Jeg er i drivhuset fra februar til november. Når jeg får gæster, inviterer jeg dem med ind i drivhuset og vi spiser, drikker te og vender verdenssituationen. Dette forår har jeg sågar holdt små bitte havekurser med udgangspunkt i drivhuset – både for børn og for voksne – og det har været fantastisk.

Og så lokker jeg sommetider med mit drivhus og på den måde lykkes det mig at holde møder derude, der – bilder jeg mig ind – er mere frugtbare end møder i et mødelokale.

 

I aftes var jeg der også. I drivhuset. Med en kop te. Jeg skulle egentlig klæde om og til fest. Men jeg kunne næsten ikke slæbe mig ind, for at tage en kjole på, fordi der var så rart derude. Der var summende insekter. En varm solstråle, der lige ramte bænken derinde, dér sidst på dagen. Det var så dejligt, at stå derude i ro og fred og arrangere værtindens blomsterbuket ved havebordet (pæoner med vild gulerod, jasmin og syrenhortensia). Og varmt - forhold til i resten af haven, hvor der har været efterårsagtigt kold hele ugen.

 

Mens jeg var til festen, hørte jeg mig selv tale om vejret. Sådan som gamle krogede havemænd gør. For hvad nu med drivhuset, hvad nu med de der tre grader, de havde lovet denne juni-nat, hvad hvis temperaturen kom endnu længere ned? Jeg sad i hemmelighed og spekulerede over, at jeg kunne dække det hele til med fiberdug i løbet af natten, hvis det var.

 

For der er jo frodigt allerede i drivhuset, der blev plantet til for længst. Og hvad så hvis planterne tager skade af kulden? Nu hvor det hele lige er så fint? Hvad så? Skal der så plantes om? Og går de levende væsener – som ens planter jo er – så tabt?

 

Jeg ved det godt. De gamle gartnere siger, at man skal vente med at så bønner (oh, det har jeg gjort) og udplante sommerblomster (har jeg gjort, og de tager skade nu) og plante i hvert fald agurkerne i et koldhus (drivhus uden varme) til grundlovsdag 5.juni. Men det har jo været så varmt og det har været forår længe og selvfølgelig er mine agurker – tre slags - også i jorden. Og bare i pinsen virkede tanken om nattefrost så fjern. Vi lå i telt i den danske majnat og alt var godt.

 

Da jeg cyklede hjem i nat var der ikke frost. Jeg parkerede min cykel i haven, gik ind i drivhuset kl.2 om natten og lagde et tæppe over agurkerne, som en gammel tosset havedame. Man ved jo aldrig… Hvad man derimod med sikkerhed ved, er, at når man først er blevet glad for sit drivhus og livet og planterne derude, så er der ingen vej tilbage. Man er fanget ind.