Blog


...

Lars Lund

01 feb 2012 23:47

Nyt på kartoffelfronten

Kartofler er et must, og især nye kartofler er en personlig favorit for mig. Jo tidligere man er i gang med dyrkningen af kartofler, desto mere kan man grine af de andre, der giver flere hundrede kroner kiloet for de nyeste kartofler.


Sidste år kom et par nye opfindelser frem, blandt andet kartoffelposer dyrket i poser med kokosjord.   
Potato Pot - ja vi skal vende os til at være internationale - er en ny måde at dyrke kartofler på. De fleste kender godt det, at plukke kartofler fra en potte. Man hiver kartoflen op eller graver og føler mere eller mindre med hænderne i den mørke jord efter kartofler, og så lader man planten gro videre.

Potatopot gør det hele nemmere for os. Den består af to potter, hvor den ene potte lige passer ind i den anden. Man fylder jord i, og planter sin kartoffel i inderpotten.  Når de så skal høstes, så trækker man den inderste potte op, og den potte adskiller sig så ved at være mere åben end lukket. Det betyder, man meget lettere kan plukke sine kartofler og dermed give planten bedre overlevelsesmuligheder. Fra du lægger dine kartofler, til de kan høstes, går der 8 uger, så kom bare i gang.    

Filtrerede kartofler
En anden vej man kan gå er at plante sine kartofler i noget, der ligner et kaffefilter og forhandlerne af filteret får sikkert også hver dag spørgsmålet, om ikke man lige så godt kan bruge et kaffefilter. 
Svaret er nej, for den specielle filterpose til kartofler har den egenskab, at rødderne vokser gennem posen, så når kartoflen er klar til at blive plantet ud, så planter man hele posen med kartoflen ud i jorden. Spireposerne kan også bruges til andre grøntsager, og der følger en bakke med til at holde styr på poserne, mens de står i det lyse og lune vindue.