Blog
Nye såbakker
Vi skal i gang med at så, og jeg synes ikke altid det er let at finde geniale såpotter. Jeg laver en del af mine egne af papir med en såkaldt potmaker. Den kan du for eksempel købe på www.havegalleriet.dk til en pris af 125 kr., men på en havemesse i Odense så jeg nu også et par stykker, der var værd at overveje til en kun lidt højere pris.
Nelson Garden har fået rodfæste i Danmark, og de har et par spændende produkter på markedet. Blandt andet en potte de kalder Rootrainers. Det er et kompakt minidrivhus, som gør det muligt at avle 32 planter med dybe og veludviklede rodsystemer.
En potte er en lukket enhed, men her kan den åbnes som en bog, så når man skal plante sine planter ud, lukker man potten op, og skåner så roden og får alle små betydningsfulde rodtrevler med. Rootrainers passer til de fleste frø, men er specielt god til ærter, bønner, majs, jordbær, ærteblomster, solsikker og sukkerærter.
Når man har sået de 32 potter sættes de i en speciel ramme, og der sættes et klart låg over. Når planternes rødder trænger gennem de små huller bør bundrammen løftes op. Dette giver luftcirkulation under potterne til at tørre rodspidserne. På den måde stimuleres rodudviklingen i potten. Sættet består af tre dele, bundramme, potter og låg og kan genbruges i mange år.
Den anden smarte nyhed fra samme firma er Pluggboxen. Også her er der tale om et komplet minidrivhus, som gør det muligt at dyrke 49 planter med dybe og fine rødder. Pluggboxen består af tre dele: Bund, pluggdel og låg. Materialet tåler opvaskemaskine.
Fremgangsmåden er følgende: Først fylder man jord i de små smalle potter. Låget har på den ene side små spidser, der nøje passer over hvert eneste pottehul. Når jorden er fyldt i, trykker man bagsiden med de små pigge ned i jorden. Nu er der et lille hul til frøet, som placeres deri og dækkes med jord - alt efter hvor meget er foreskrevet for det enkelte frø i beskrivelsen. Man vander i bundkaret, der følger med.
Når planterne er klar til udplantning trykker man potterne ned mod bundepladen og nu skubbes jorden med rødder et lille stykke op, så man kan få fat i udplantningsplanten.
På www.nelsons.dk kan du under de enkelte produkter se en instruktionsvideo, så kan alle være med.

Om Lars Lund
Haveekspert & havejournalist
Lars har i mange år beskæftiget sig med haver og drivhuse. Lars har udgivet bøger om drivhuse og har medvirket i en række haveudsendelser for TV2 Fyn. Lars er et omvandrende haveleksikon og kan svare på alle dyrkningsbaserede spørgsmål – basale såvel som ambitiøse projekter.
- Aktuelle Indlæg
- Haven gror, og det kræver gødning - men hvilken?
- Inspirationstips til drivhuset
- Steril jord er slet ikke godt for planterne
- Klar grill på 5 minutter : Lav din kulgrill til en gasgrill
- Selvbyg: Calle og Helle Hannibal har bygget deres drømmedrivhus i genbrugsmaterialer
- Den filosofiske gartners staudeteori
- Tips til ekstraudstyr i drivhuset, sokkel til regntønden og ophæng til vin
- Sådan finder du vej i gødningsjunglen
- Tyvstart med sommerblomster