Blog
Søde ferskner - Sådan dyrkes de!
Sydfrugter er ikke noget, der er forbeholdt de varmere egne. I Danmark kan du især få stort held med dyrkning af fersken og nektarin. Fersken kan tilmed dyrkes op ad en sydmur, men nektarin kræver mere varme.
Fersken og nektarin er dunede og glatte former af samme frugt og stammer oprindelig fra Kina.
Det største problem for begge frugter er, at de let får sygdommen fersken‑blæresyge. Det er en sygdom, der får bladene til at krølle sig sammen, og det går ud over udbyttet. De nyere sorter er dog mindre modtagelige end de ældre sorter.
Man kan forebygge ferskenblæresyge ved at undgå, at der kommer vand og dråber på blade og knopper indtil 1. maj. Det undgår man meget let ved drivning under glas eller ved at dyrke planterne under et beskyttende tagudhæng.
Næsten alle sorter er selvbestøvende, så man kan nøjes med en enkelt plante, men selvbestøvning betyder ikke, at blomsterne nødvendigvis bliver bestøvet. Man må hjælpe til med vat eller en blød pensel, for ofte er der ingen insekter på vingerne, når blomstringen sætter ind. Udenfor kan man dog godt regne med, at et eller andet insekt kommer forbi.
Tynd ud mellem grenene
Beskæringen er vigtig. Hvis skuddene vokser for tæt, er det umuligt for insekter at bestøve dem.
Træet er meget sart overfor beskæring og må ikke beskæres om vinteren, men lige efter høst. Ellers udsættes det meget let for bakteriekræft.
Man tynder ud mellem grenene, så længe de er tynde i løbet af sommeren. Det bedste resultat får man ved at lave en vifteform.
Efter plantning tidligt på foråret skæres alle hovedgrene tilbage med en tredjedel.
I løbet af sommeren kommer nye skud på hovedgrenene. De bindes fast, så de danner en espalier eller en vifte.
Er der mange skud, så fjern nogle af dem, men lad et blad eller to være tilbage.
Det er vigtigt, at der er luft mellem grenene.
De skud, man beholder, klippes over 4. blad, men ikke før, der er dannet mindst 8 blade. Ellers skydes der blot en masse sideskud igen.
Næste sommer og et stykke ud i fremtiden knibes nye skudspidser tilbage til fire blade. Nye forgreninger af sideskud på sideskud knibes over første blad.
Herudover fjernes det, der ikke er plads til, men husk, at der bør være et til to blade på de skud, man klipper af. Voldsom tilbageskæring af større grene giver ofte bakteriekræft.
Tynd ud mellem frugterne
Kommer der frugter, kommer der ofte mange og tætsiddende. Der skal være ti centimeter mellem hver frugt, men vent med at tynde ud, til de er et par centimeter store. En del frugter er nemlig ikke bestøvet og falder af helt af sig selv, og det ville jo være ærgerligt at nippe de befrugtede frugter af. Frugten skal være moden, før den høstes, og det vil sige omkring juli i et drivhus og sidst i august på friland, eller når den føles blød.
1 Kommentarer til dette indlæg

Om Lars Lund
Haveekspert & havejournalist
Lars har i mange år beskæftiget sig med haver og drivhuse. Lars har udgivet bøger om drivhuse og har medvirket i en række haveudsendelser for TV2 Fyn. Lars er et omvandrende haveleksikon og kan svare på alle dyrkningsbaserede spørgsmål – basale såvel som ambitiøse projekter.
- Aktuelle Indlæg
- Haven gror, og det kræver gødning - men hvilken?
- Inspirationstips til drivhuset
- Steril jord er slet ikke godt for planterne
- Klar grill på 5 minutter : Lav din kulgrill til en gasgrill
- Selvbyg: Calle og Helle Hannibal har bygget deres drømmedrivhus i genbrugsmaterialer
- Den filosofiske gartners staudeteori
- Tips til ekstraudstyr i drivhuset, sokkel til regntønden og ophæng til vin
- Sådan finder du vej i gødningsjunglen
- Tyvstart med sommerblomster
Jane Skjøth-Rasmussen
04 apr 2020 19:24
Kære Lars
Jeg har lige købt et Red Haven fresken træ og plantet det i en selvandeerkrukke og sat det i mit drivhus. Jeg har trægulv og har derfor ikke noget plantet i jorden. Drivhuset står i sol fra ca. 10 til 17 dagligt.
Spørgsmål: skal jeg dække det til omkring roden nu ?
2. skal jeg beskære det første år