Blog
Drivhuset i august - hvordan var din høst?
Vi er nået til august og i drivhuset er den store tomathøst godt i gang. Eller hvor godt er det nu, det er?
Jeg plejer selv at så mine tomatfrø og har hidtil, ja selv i dårlige somre, haft et godt resultat ud af det.
I år forsøgte jeg mig så med en række nyere sorter købt over internettet og pakket i små brune poser uden nogen egentlig oplysning om frøenes kvalitet eller spiregaranti. De blev sået og kom alle sammen op ad jorden, og der var rigeligt med tomatplanter til alle i gaden, til venner og familie. De voksede også fint, satte blomster under de rette temperaturforhold, og da de kom i drivhuset voksede de videre, så man kan i al fald ikke sige, at frøene fejlede noget.
Vild fiasko
Jeg købte omkring 8 forskellige sorter plus en vild agurk. Det sjove er, eller rettere, det er nu ikke helt så sjovt, de gav slet ikke det udbytte, jeg have håbet på. Nogle af sorterne kom aldrig med tomat. Den vilde agurk kom aldrig med en eneste agurk, men masser af blomster, og ja, nøjagtig de sorter der svigtede, svigtede også hos de glade modtagere, der have fået det store overskud af planter.
Lad os komme videre
Det store spørgsmål er så, hvorfor kiksede det? Var det den kolde sommer? Var det bestøvningen det gik galt med, eller hvad var det? Det er stadig et uopklaret spørgsmål, for alt er naturligvis gjort efter kunstens regler, givet også hos alle modtagerne. Det grumbler vi så lige lidt videre over, for nu er det så prøvet, og næste år vil jeg nok være mindre grådig og holde mig færre tomater, som jeg tror på. Vel er tomater dejlige friskplukkede, men der skal også være plads til andet sjov under glasset. Derfor op med alt det, der ikke rigtig bliver, det det skal. Der er ingen grund til at kæle for det mere.
Ned med salaten
Nu skal der sås mere salat, flere kinakål og flere radiser. Der skal også være plads til hvidløg som kan vokse sig store, så den kan bruges næste år, og så glæder jeg mig til saft fra druerne.
I år siger de professionelle, at det har været et rigtig dårligt vinår på danske vinmarker. Sådan er det heldigvis ikke i drivhuset. Hvert år giver vores druer mere, end vi kan spise os ud af, og så laver vi den dejligste saft i noget, jeg tidligere har kaldt et henkogningsapparat, men som i virkeligheden jo er en Tutti frutti.
Luft ja luft
I august er det vigtigt at lufte godt ud. Det er her svampesygdommene hærger og gamle planter har det som gamle mennesker, de er mere udsatte end unge. Lad heller ikke tomatplanterne fortsætte med at skyde i vejret, men klip toppen af så planterne kan koncentrerer sig om at få modnet de tomater. der er afsat.
Hvordan var din høst? Kommentér gerne :)
4 Kommentarer til dette indlæg

Om Lars Lund
Haveekspert & havejournalist
Lars har i mange år beskæftiget sig med haver og drivhuse. Lars har udgivet bøger om drivhuse og har medvirket i en række haveudsendelser for TV2 Fyn. Lars er et omvandrende haveleksikon og kan svare på alle dyrkningsbaserede spørgsmål – basale såvel som ambitiøse projekter.
- Aktuelle Indlæg
- Haven gror, og det kræver gødning - men hvilken?
- Inspirationstips til drivhuset
- Steril jord er slet ikke godt for planterne
- Klar grill på 5 minutter : Lav din kulgrill til en gasgrill
- Selvbyg: Calle og Helle Hannibal har bygget deres drømmedrivhus i genbrugsmaterialer
- Den filosofiske gartners staudeteori
- Tips til ekstraudstyr i drivhuset, sokkel til regntønden og ophæng til vin
- Sådan finder du vej i gødningsjunglen
- Tyvstart med sommerblomster
Anja Egeriis
10 aug 2012 20:26
Jeg har en forrygende høst og er i gang med at henkoge, ovntørre, spise og alt muligt andet med tomat, peber og chili :)
Jeg undrer mig dog over de manglende tomater på dine planter - hvilke sorter er det, og hvordan har de haft det undervejs?
Bodil
14 aug 2012 23:54
Hej Lars
Hos os er det heller ikke den sædvanlige omfangsrige høst af agurker og tomater. Vi plejer at dele rundhåndet ud til højre og venstre, men i år beholder vi nærigt det meste selv. Især agurkerne har skuffet, men i dag så jeg, at der var flere nye på vej, så vi "nurser" videre med vand og gødning.
Vi tilskriver det ringe udbytte det kolde forår, som planterne vel har været udsat for, inden de kom i hus hos os selv, hvilket også var ret sent i forhold til tidligere år, nemlig den 20. maj.
Hilsen Bodil
Anja Egeriis
15 aug 2012 07:27
Jeg har som sagt en god høst i år - men kan stadig undre mig over tomater, der slet ikke giver noget, som det står højere oppe. Det kan ikke kun være det kølige forår, så det kunne da være interessant at finde årsagen til det, synes jeg...
Annette
03 sep 2012 14:06
Jeg har, hvad jeg vil betegne som en normal høst af tomater. I år er jeg endda sluppet for skimmelangreb i. Jeg plantede ikke mine tomater før sidst i maj p.g.a. det kolde forår. Til gengæld er der stor forskel i udbyttet af de forskellige sorter. F.eks har jeg en gul cherry, som skuffer. Har hidtil kun plukket 4 frugter på den.
Agurkerne vil jeg ikke prale af, men de er til gengæld heller ikke blevet beskåret som de burde.