Blog


...

Drivhusklubben/Greenhouse Forum/Gewächshausclub

31 aug 2012 09:37

Drivhusdyrkning på skoleskemaet

De planter, luger, høster og kokkererer. Hos Aarstiderne på Krogerup Avlsgaard kommer dagligt skoleelever, og dyrker økologi, fællesskab og læring.

Nu har de fået et Botanica orangeri fra Juliana Drivhuse, og dermed er drivhusdyrkning kommet på skoleskemaet.

På marken ved Krogerup Avlsgaard i Nordsjælland får skolebørn jord under neglene og maddannelse, mens de dyrker de gode råvarer i deres egne haver.

Flere af kommunens skoler er nemlig med i projektet, Haver til Maver, og bag projektet står Aarstiderne - firmaet bag de økologiske madkasser, der bliver bragt direkte til døren.

 

Haver til maver tager afsæt i den gammeldags skolehave. Konceptet går i sin enkelthed ud på, at eleverne som en del af undervisningen møder op på marken ved Krogerup. Om foråret putter de spirer i jorden, herefter bliver planterne passet og plejet. Og så snart børnenes flid bærer frugt, bliver afgrøderne høstet og lavet til sunde, lækre retter i det opstillede udekøkken.

Vandt tv-model fra Aftenshowet

Men hvad er en have uden et drivhus? Ingenting vil nogen mene. I hvert fald giver drivhuset jo en ekstra dimension til køkkenhaven. Derfor er Juliana glad for, at der nu står en Botanica til fri afbenyttelse for Haver til maver.

 

Hen over sommeren har DR’s seere kunnet følge med i drivhuset, når Signe Wenneberg i aftenshowet har fortalt om alt fra terapihaver til urban gardening. Til formålet havde Juliana leveret et af sine luksushuse, en Botanica Type B 13,1 m² antracit, og det er det hus, der nu er landet hos Aarstiderne og Haver til maver.

I stedet for bare at pille huset ned og lægge det over i bunken af brugte udstillingsmodeller, ønskede Juliana nemlig, at huset skulle gøre gavn et sted. Alle med et godt projekt kunne byde på huset. Kravet var dog, at det skulle være et projekt, der beskæftigede sig med madformidling til børn.

 

‘Vi er glade for, at huset nu er endt hos Aarstiderne og Haver til Maver. På den måde er Juliana med til at støtte et visionært projekt, der giver børn en bedre forståelse for, hvor den gode og rene mad kommer fra,’ siger Nikolaj Stærmose fra Juliana.

Drivhuset har sit eget univers

I øjeblikket er der krydderurter i huset. Men planen er, at det til foråret skal fungere som spirebase..

 

-  Med drivhuset kan vi nu selv forspire afgrøderne, og det betyder, at børnene får et ekstra led med i hele dyrkningsprocessen. Sådan et væksthus kan noget andet end haven. Her kommer du virkelig tæt på, når du planter et lille frø i en potte, og ser det spire frem, siger Søren Ejlersen.

Men det er ikke kun forspiring, som et drivhus kan bidrage med. For drivhuset har ifølge Per Kølster fra Aarstiderne et helt specielt univers.

 

-  Der er en sanselighed forbundet med sådan et drivhus. Prøv bare at lukke døren og mærk duftene og atmosfæren. Det er noget helt specielt, og noget som jeg selv husker fra min egen barndom. Det er et univers, der bestemt er værd at give videre til de børn, der kommer her, siger han.