Blog
Bidt af pæoner
Sydens planter, der ikke skal opbevares i varme om vinteren.
Du kender det sikkert. Du har en række planter fra syden, der står i dit drivhus, og så kommer vinteren. Nu kræver de varme, og så skal du ud for at lede efter et plantehotel, hvor du kan opbevare dine planter i varme. Men sådan er det ikke med træpæoner. De kan tåle vinterens kulde.
Videnskabsjournalist, fotograf og redaktør af Pæontidende Allan Høxbroe, faldt for træpæonerne for mange år siden og kan i dag slet ikke forestille sig et uderum uden træpæoner. Pæonerne er også meget nemmere at passe, end folk umiddelbart tror, fortæller Allan Høxbroe, der også fremhæver endnu en god egenskab, træpæoner passer ind i alt fra krukkehaver over i den lille rækkehushave og til de store haver.
Træpæoner er blandt verdens ældste dyrkede prydplanter. Dens historie går mindst 2000 år tilbage, hvor den blev dyrket i Kina, og hvor blomsten den dag i dag, er lykkens blomst. Man ser blomsten afbilledet på mange af de kinesiske malerier, der har blomstermotiver. I Europa blev især dens rødder brugt som medicin, og først i 1800 kom den til Europa, hvor det især var franskmændene, der kastede sig over forædling af planten.
Træpæonerne består efter de seneste botaniske revisioner af 8 arter, og Allan Høxbroes fortæller, at den bedste gruppe af træpæoner til danske haver kaldes rockii-hybrider, der fås i enhver planteskole. De tåler helt ekstreme kuldegrader, er mageløst smukke med blomster så store som en underkop, og når med tiden lidt over halvanden meters højde. Det er bare at plante dem - helst med bare rødder i oktober - i god veldrænet havejord. Blomsten er hvid, rosa, rød eller violet med markante sorte pletter inderst på kronbladene.
De senere år er der dukket en anden - også sund og stærk - gruppe af træpæoner frem, der har vakt jubel, nemlig lutea-hybriderne især de utroligt smukke gul-blomstrede. Nuancerne er særdeles fine og blomsterne så store som tekopper. Husk veldrænet jord, gerne med lidt grus eller sand i, eller bedre: et bed der er hævet eller skråner lidt, så vand løber væk. Der er gode netbutikker med et imponerende udvalg, man ikke ser normalt i planteskoler, herhjemme især paeoneksperten.dk.
Der findes også et par velegnede vilde arter af træpæoner til haven: Paeonia ludlowii bliver størst af alle, to en halv meter, men bør stå nær et hus med lun kælder og i hvert fald super veldrænet, for at klare en hård vinter med sikkerhed. Den blomstrer rigt, rent gult og utroligt kønt, men den enkelte blomst når "kun" kaffekop-størrelse.
Den anden vilde er den uhyre kuldetålende Paeonia delavayi, som bliver godt halvanden meter høj og kan være meget dystert mørkerød, rødorange eller to-farvet, men som med lidt held også kan findes i rent gul.
Endelig er den den store gruppe af traditionelle træpæoner, som ikke egner sig ubetinget godt i danske haver med våde vintre. Det er de såkaldte suffruticosa-typer, som stadig sælges i lovligt stort antal fra planteskolerne. Kun enkelte af dem når en høj alder herhjemme. De er til gengæld særdeles fine at dyrke i kar og store krukker, som kan pryde haven om sommeren, men tages ind i drivhuset til overvintring, nedgravet til pottekanten.
Man kan dyrke alle træpæoner i oversavede whiskey-tønder og andre store kar og lade dem stå ude hele året. Generelt er det dog i Danmark sjældent frost, der tager livet af træpæonerne, men der er hos nogle arter en væsentlig risiko for, at knoppen fryser af, inden den når at udfolde sig eller ”brænder af ”. Det sidste er en følge af, at den bliver ramt af morgensol på et tidspunkt, hvor planten eller jorden og dermed plantens rod er frosset og dermed forhindrer planten i at trække nok væde op til at forsyne knoppen, der derfor afskydes.
5 Kommentarer til dette indlæg

Om Lars Lund
Haveekspert & havejournalist
Lars har i mange år beskæftiget sig med haver og drivhuse. Lars har udgivet bøger om drivhuse og har medvirket i en række haveudsendelser for TV2 Fyn. Lars er et omvandrende haveleksikon og kan svare på alle dyrkningsbaserede spørgsmål – basale såvel som ambitiøse projekter.
- Aktuelle Indlæg
- Haven gror, og det kræver gødning - men hvilken?
- Inspirationstips til drivhuset
- Steril jord er slet ikke godt for planterne
- Klar grill på 5 minutter : Lav din kulgrill til en gasgrill
- Selvbyg: Calle og Helle Hannibal har bygget deres drømmedrivhus i genbrugsmaterialer
- Den filosofiske gartners staudeteori
- Tips til ekstraudstyr i drivhuset, sokkel til regntønden og ophæng til vin
- Sådan finder du vej i gødningsjunglen
- Tyvstart med sommerblomster
Hanne
28 maj 2014 20:01
Kan træpæoner gro i lerjord???????????????????
Og kan de gro i krukker, og alligevel stå ude om vinteren??????
Hvad hedder den lyserøde træpæon og kan den købes nu?
med venlig hilsen Hanne
Lars Lund
28 maj 2014 20:48
http://paeoneksperten.dk/cms/modules/shop/public_product_view.php?slang=1&path=90&id=883
Hej Hanne
Det bedste råd at to jeg kan give dig er at følge dette link. Der findes mange lyserøde, men her kan du se et katalog og måske lige finde den, du gerne vil have. Og du kan sagtens købe træpæoner nu. I krukker skal de givet beskyttes. Det skal alt i krukker, men jeg får lige min gode ven Allan Høxbroe til at svare dig. Han er bare eksperten på det område.
mvh
Lars
Allan Høxbroe
03 jun 2014 18:17
Hej Hanne.
Ja, træpæoner elsker lerjord, bare den ikke står soppende våd om vinteren.
De kan gro i store kar som fx de populære oversavede vintønder om vinteren. En almindelig krukke går også lige an, bedst hvis den er på 20-30 liter eller gerne mere.
Den lyserøde træpæon hedder 'Shichifukujin'.
Vh
Allan
Hanne
03 jun 2014 19:52
Hej Allan og Lars Lund
mange tak for svar, men jeg er nu meget interesseret i den træpæon som der er kommenteret om,
Shichifukujin, meget smuk og noget anderledes end de andre med mange blade i blomsten.
mvh Hanne
Hanne
03 jun 2014 19:54
jeg tog vist lige fejl et øjeblik, jeg nævnte shichifukujin, men mente Zhu-sha-lei.
Kan den mon købes i planteskoler nu?
mvh Hanne