Velkommen til Drivhusklubben og en verden af drivhusliv

Drivhusklubben skal være stedet, du søger - uanset, om du vil inspireres, er ny drivhusejer, lige har et spørgsmål om drivhus, eller om du er en erfaren drivhusentusiast, der vil øse af din egen viden og hjælpe andre.

Vi skal dele vores glæde, tips, tricks og gode ideer.

“Min have skal være smuk hele året”

Havedesigner Birgit Helbo har skabt et haveanlæg med køkkenhave og staudebede i en smuk, symetrisk helhed, og med et drivhus til både hygge og nytte.

Havedesigner Birgit Helbo bor i Kværndrup på Fyn, og har en have udover det sædvanlige. 4000 kvm i alt, anlagt med  hække, der deler den store have op i mange mindre haverum. Selv kalder hun haven for et stramt anlæg og henviser til den stringente symmetri, der går igen i hele anlægget.

“Det er vigtigt for mig, at haven er smuk at se på hele året. Her om vinteren, når bedene er tomme træder den stramme arkitektur frem i form af de lave trærammer, der omkranser bedene i køkkenhaven. Om sommeren opløses rammerne, når planterne vælter frem i fuldt flor,” siger Birgit Helbo.


Lille drivhus, stor nytte
Birgit Helbo har plantet sit drivhus i det hjørne af haven, hvor aftensolen sidste stråler strejfer huset. 

“Det er skønt at sidde derinde og få dagens sidste sol,” siger hun.

Selvom vi er i januar, får hendes beskrivelse af Julianas Botanica billeder af lyse og lune sommeraftener frem på nethinden. I modsætning til resten af haven er drivhuset en mindre model på 8,2 kvm. Det er indrettet med to kurvesofaer, hvor der kan sidde fire personer, hvis de sidder tæt vel at mærke. Tomaterne planter Birgit Helbo også altid tæt, så det giver en hyggelig hulestemning.

“Tomaterne giver lidt mindre afkast, når de står tæt, men jeg kan godt lide, at have sådan en lille jungle midt i køkkenhaven,” siger hun.

På gulvet i drivhuset har hun brændte klinker, og huset har hærdet glas i hele baner, der giver det den æstetiske finish, der er så vigtig for Birgit Helbo.

“Det er egentligt utroligt, at et så lille hus kan give så meget glæde, og så betyder det meget, at huset har en god sidehøjde. Det giver en virkelig god rumfornemmelse, siger hun.

Drivhuset er placeret i den den 240 kvm. store køkkenhave. Huset er diagonalt placeret i det ene hjørne. To stier fører hen til huset, hvilket betyder, at du ligemeget hvilken sti du kommer fra ser huset hjørne og side. På den måde kommer drivhuset mere til sin ret, og viser sine smukkeste sider. Foto: Ulf Jeppesen




Når bedene står nysåede kommer køkkenhavens stramme symmetri virkelig til udtryk. Foto: Ulf Jeppesen

Birgit Helbos køkkenhave rummer, bær, blomster, krydderurter og grøntsager. Hun bruger ikke meget tid på at holde køkkenhaven sommeren igennem. Det største arbejde ligger i at så og plante om foråret og få høsten i hus i sensommeren. Foto Ulf Jeppesen

Indefra er drivhuset en ren jungle af planter og naturligvis et par siddepladser, hvor man kan nyde hele herligheden. Foto: Ulf Jeppesen


Birgit Helbos store have er inddelt i mange mindre haverum. Foto: Ulf Jeppesen




Derfor skal du have en plan for din have

En haveplan koster mellem 5000 - 15.000 kr. Det kan lyde af meget, men kan være en god investering, så man undgår dyre fejlkøb i plantecentret eller dårlige løsninger, der i sidste ende skal laves om.

En haveplan behøver ikke realiseres med det samme. Det kan være et mangeårigt projekt at indrette haven. En haveplan gør det lettere at lave haven hen ad vejen, fordi du hele tiden har det store billede af, hvordan målet ser ud. Det sikrer at du holder dig på sporet og at haven ender med at få et æstetisk helhedsindtryk.


Din have skal passe til dine behov. Skriv ned, hvad du bruger haven til. Er der børn, der skal have gyngestativer? Griller du meget i haven? vil du primært dyrke grøntsager? Hvor meget arbejde vil du lægge i pasning af haven osv.
Kilde: Birgit Helbo

Vil du bo i Helbos have?
Drømmer du om haveidyl i særklasse, og har du lyst til at bo på landet? Så skal du måske være den nye beboer i Birgit Helbos hus. Hun har sammen med sin mand besluttet at flytte til et mindre hus med en mindre have. Læs mere på: www.helbohaveplaner.dk

Læs mere om Helbos have. 
I 2013 udgav Birgit Helbo bogen Til nytte og nydelse - den dekorative køkkenhave. Bogen er udstyret med et væld af smukke og inspirerende billeder.





 

Views: 1993

Tilføj kommentar

Du skal være medlem af Drivhusklubben.dk for at kunne skrive en kommentar!

Bliv medlem af Drivhusklubben.dk

Som medlem af Drivhusklubben kan du ikke blot læse spændende artikler om fx dyrkning - du kan også deltage med egne indlæg og kommentarer!

Følg Drivhusklubben:

© 2018   Drivhusklubben er drevet af Juliana A/S.   Powered by

Skilt  |  Kontakt os  |  Privacy Policy  |  Terms of Service