Velkommen til Drivhusklubben og en verden af drivhusliv

Drivhusklubben skal være stedet, du søger - uanset, om du vil inspireres, er ny drivhusejer, lige har et spørgsmål om drivhus, eller om du er en erfaren drivhusentusiast, der vil øse af din egen viden og hjælpe andre.

Vi skal dele vores glæde, tips, tricks og gode ideer.

Hestemøg det ved man hvad er. ©

Foto: Grøn Kommunikation

Brug alle planter

Desværre findes der ikke noget tilgængeligt materiale, der klart beskriver, hvad en hjemmelavede gødning indeholder. Det skyldes selvfølgelig, at den netop er hjemmelavet. Mange bruger for eksempel brændenældegødning uden eksakt at vide, hvad den egentlig indeholder. Det materiale, der er tilgængeligt på for eksempel internettet, er typisk baseret på erfaringer, der går igen, skrives af fra én kilde til en anden kilde, men uden nogen egentlig dokumentation, og man kan langt fra regne med, at oplysningerne er korrekte. For eksempel kan man typisk læse, at brændenælder indeholder meget jern, men ikke finde dokumentation for, at det er korrekt. Derimod viser den praktiske brug af brændenældegødning, at det generelt virker efter hensigten.

En rigtig test
Heldigvis er der et lyspunkt i gødningsjunglen. Det Svenske Landbrugsuniversitet har i samarbejde med Sveriges største haveorganisation Riksförbundet Svensk Trädgård analyseret den hjemmelavede plantegødning, for at finde ud af, om den nu også indeholder det, planterne har brug for. Konklusionen på analysen bekræfter det økologiske havedyrkere har erfaret, nemlig at brændenældegødning er godt. Godt betyder, at det først og fremmest indeholder det kvælstof, som planterne skal bruge. Der er dog stor forskel på indholdet, afhængigt af, hvornår man høster brændenælderne. Størst indhold af kvælstof er der i forsommeren. Den brændenældegødning, der blev analyseret, var lavet af 1 kilo nælder og 10 liter vand. Analysen viste, at brændenældegødningen indeholdt 92 mg kvælstof pr. liter, når nælderne var høstet 11. juni. Ved høst 31. juli faldt værdien til 8,4 mg pr. liter.

Der smides masser af græs væk, der kunne tjene som gratis gødning.©

Foto: Grøn Kommunikation 

Kvælstofindholdet falder
Kvælstofkoncentrationen i gødning lavet først i juni er højere end planterne generelt har brug for, så her skal man blande halvt vand/halv gødning. Ved en senere høst, sidst i juli, er kvælstofindholdet lavt, men dog tilpas, fordi planterne på dette tidspunkt har mindre brug for kvælstof. Indholdet af andre vigtige bestanddele, såsom kalium og kalcium, er ret højt, men ikke så højt, at det rykker balancen i den mængde stoffer, planterne har brug for. Mangan, jern og bor ligger i underkanten, men betydningen er ringe, fordi disse mineraler i forvejen er bundet i jorden. Ud over brændenældegødning undersøgte man også gødningsvand fra kulsukker, agerpadderok og en blanding af forskellige ukrudtsarter. Alle blandinger havde en fin balance i forhold til de stoffer, planterne skal bruge.

Den rigtige dossering
Doseringen afhænger af, om man bruger nældegødning eller gødning fra andre plantetyper. Bruger man nældegødning fra forsommerens høst, skal man fortynde gødningen, og vande med 1,5 liter pr. kvadratmeter pr. uge. Bruger man andre planteudtræk, skal man op på 8 liter. En god kombination er at starte med at vande med 1,5 liter nældegødning i forsommeren, for så at vande med 8 liter agerpadderok i sensommeren. Dermed er risikoen for overgødning minimal. Princippet er lidt, men tit. Herudover må man bruge øjnene for at se, om planterne skulle mangle kvælstof. Har bladene ikke den farve, de burde have (oftest for lyse), er den sikkert galt med kvælstoftilførselen, og så må man gøde hyppigere. Desuden anbefales det altid at have så frisk gødning som muligt, så gødningen ikke står og bliver forurenet. Det gælder først og fremmest, når man anvender den til spiselige afgrøder.

Har du høns har du en gratis gødningsfabrik ©

Foto: Grøn Kommunikation

Sådan gør du:

De planter du vil bruge skal lægges i blød over længere eller kortere tid, alt efter hvilke planter det er. Her er der i høj grad tale om erfaring, men du her får nogle tommelfingerregler.

Vil du lave en brændenældegødning så passer et kilo nælder til ti liter vand.
Du klipper nælderne i små stykker, og smider de stykker der er med frø væk. Herefter kommes de i en balje eller tønde, der ikke må være af metal. Er den det, sker der en uheldig kemisk proces. Plast og keramik er fint. Nælderne gærer, og derfor skal der være plads til skum på overfalden. Stil din tønde et sted med sol og rør i saften en gang om dagen. Det lugter ikke godt, men efter tre uger, er blandingen mørk og din gødning klar. Nu sier du plantedele fra, og har så en stærk koncentration som ved brug fortyndes 1:10. Altså ti dele vand til en del saft. Har du en jutesæk, kan du putte nælderne i den, så slipper du for at si dem væk efterfølgende.

Prøv med andre planter efter samme metode.
Har du adgang til hønsemøg eller kaningødning, måske fåregødning eller ko-gødning, så kan du også lave en rigtig god flydende gødning af den slags. Her tager du en sæk, hvor der kan trænge vand ind i og putter eller hænger den ned i en tønde med vand. Lad det trække i tre uger og fortynd 1:20. Er der rester af fast ”føde” i, så smid det på komposten.

Kaffegrums
Kaffe smager godt og grumsen ryger ud. Det er en skam for kaffegrums indeholder kvælstof, fosfor, kalium og forskellige mineraler. Gamle husråd siger, at det også holder utøj væk fra roserne. Det er i al fald rigtig i den forstand, at jo sundere dine roser er, jo bedre står de mod luseangreb. Brug kaffegrums i dit drivhus eller have. Drys det ud med let hånd og arbejd det ned lidt ned i jorden. Regnormene elsker det og din jord gødes. Brug det med måde, det vil sige fire gange om året.

Views: 913

Tilføj kommentar

Du skal være medlem af Drivhusklubben.dk for at kunne skrive en kommentar!

Bliv medlem af Drivhusklubben.dk

Som medlem af Drivhusklubben kan du ikke blot læse spændende artikler om fx dyrkning - du kan også deltage med egne indlæg og kommentarer!

Følg Drivhusklubben:

© 2018   Drivhusklubben er drevet af Juliana A/S.   Powered by

Skilt  |  Kontakt os  |  Privacy Policy  |  Terms of Service