Velkommen til Drivhusklubben og en verden af drivhusliv

Drivhusklubben skal være stedet, du søger - uanset, om du vil inspireres, er ny drivhusejer, lige har et spørgsmål om drivhus, eller om du er en erfaren drivhusentusiast, der vil øse af din egen viden og hjælpe andre.

Vi skal dele vores glæde, tips, tricks og gode ideer.

Sydens planter, der ikke skal opbevares i varme om vinteren.

 

Du kender det sikkert. Du har en række planter fra syden, der står i dit drivhus og så kommer vinteren. Nu kræver de varme og så skal du ud for at lede efter et Plantehotel, hvor du kan opbevare dine planter i varme. Men sådan er det ikke med træpæoner.  De kan tåle vinterens kulde. 

Yazakura, en vidunderlige kæmpe pæon at stikke næsen i.

Foto: Allan Høxbroe

Videnskabsjournalist , fotograf og redaktør af Pæontidende Allan Høxbroe, faldt for træpæonerne for mange år siden, og kan i dag slet ikke forestille sig et uderum uden træpæoner. Pæonerne er også meget nemmere at passe, end folk umiddelbart tror, fortæller Allan Høxbroe, der også fremhæver endnu en god egenskab, træpæoner passer ind i alt fra krukkehaver over i den lille rækkehushave og til de store haver.

Træpæoner er blandt verdens ældste dyrkede prydplanter. Dens historie går mindst 2000 år tilbage, hvor den blev dyrket i Kina, og hvor blomsten den dag i dag, er lykkens blomst. Man ser blomsten afbilledet på mange af de kinesiske malerier, der har blomstermotiver. I Europa blev især dens rødder brugt som medicin og først i 1800 kom den til Europa, hvor det især var franskmændene, der kastede sig over forædling af planten.

Rockii-træpæoner er de bedste til dansk klima og fås i hvid til rød, altid med sorte pletter inderst på kronbladene.

Foto: Allan Høxroe

Træpæonerne består efter de seneste botaniske revisioner af 8 arter, og Allan Høxbroes fortæller at den bedste gruppe af træpæoner til danske haver kaldes rockii-hybrider , der fås i enhver planteskole. De tåler helt ekstreme kuldegrader, er mageløst smukke med blomster så store som en underkop, og når med tiden lidt over halvanden meters højde. Det er bare at plante dem - helst med bare rødder i oktober - i god veldrænet havejord. Blomsten er hvid, rosa, rød eller violet med markante sorte pletter inderst på kronbladene.

De senere år er der dukket end anden - også sund og stærk - gruppe af træpæoner frem, der har vakt jubel, nemlig lutea-hybriderne, især de utroligt smukke gul-blomstrede. Nuancerne er særdeles fine og blomsterne så store som tekopper. Husk veldrænet jord, gerne med lidt grus eller sand i, eller bedre: et bed der er hævet eller skråner lidt, så vand løber væk. Der er gode netbutikker med et imponerende udvalg, man ikke ser normalt i planteskoler, herhjemme især paeoneksperten.dk.

Ludlowii er en af de smukke pæoner der egner sig til at komme i en krukke.

Foto: Allan Høxbroe

Der findes også et par velegnede vilde arter af træpæoner til haven: Paeonia ludlowii bliver størst af alle, to en halv meter, men bør stå nær et hus med lun kælder og i hvert fald super veldrænet, for at klare en hård vinter med sikkerhed. Den blomstrer rigt, rent gult og utroligt kønt, men den enkelte blomst når "kun" kaffekop-størrelse.

Den anden vilde er den uhyre kuldetålende Paeonia delavayi, som bliver godt halvanden meter høj og kan være meget dystert mørkerød, rødorange eller to-farvet, men som med lidt held også kan findes i rent gul.

Den gamle type af suffruticosa-træpæoner kan drille i vintervåde områder. Zhu Sha Lei og enkelte andre er dog i orden.

Foto: Allan Høxbroe

Endelig er den den store gruppe af traditionelle træpæoner, som ikke egner sig ubetinget godt i danske haver med våde vintre. Det er de såkaldte suffruticosa-typer, som stadig sælges i lovligt stort antal fra planteskolerne. Kun enkelte af dem når en høj alder herhjemme. De er til gengæld særdeles fine at dyrke i kar og store krukker, som kan pryde haven om sommeren, men tages ind i drivhuset til overvintring, nedgravet til pottekanten.

Træpæoner trives ganske godt i en halv vintønde. Her en Zhu-sha-lei fra Allan Høxbroes have.

Foto: Allan Høxbroe

Man kan dyrke alle træpæoner i oversavede whiskey-tønder og andre store kar og lade dem stå ude hele året. Generelt er det dog i Danmark sjældent frost, der tager livet af træpæonerne , men der er hos nogle arter en væsentlig risiko for, at knoppen fryser af, inden den når at udfolde sig, eller ”brænder af ”. Det sidste er en følge af, at den bliver ramt af morgensol på et tidspunkt, hvor planten, eller jorden og dermed plantens rod, er frosset og dermed forhindrer planten i at trække nok væde op til at forsyne knoppen, der derfor afskydes

Views: 3054

Tilføj kommentar

Du skal være medlem af Drivhusklubben.dk for at kunne skrive en kommentar!

Bliv medlem af Drivhusklubben.dk

Kommenteret af Hanne den 3 juni 2014 kl. 19.54

jeg tog vist lige fejl et øjeblik, jeg nævnte shichifukujin, men mente Zhu-sha-lei.

Kan den mon købes i planteskoler nu?

mvh Hanne

Kommenteret af Hanne den 3 juni 2014 kl. 19.52

Hej Allan og Lars Lund

mange tak for svar, men jeg er nu meget interesseret i den træpæon som der er kommenteret om,

Shichifukujin, meget smuk og noget anderledes end de andre med mange blade i blomsten.

mvh Hanne

Kommenteret af Allan Høxbroe den 3 juni 2014 kl. 18.17

Hej Hanne.
Ja, træpæoner elsker lerjord, bare den ikke står soppende våd om vinteren.
De kan gro i store kar som fx de populære oversavede vintønder om vinteren. En almindelig krukke går også lige an, bedst hvis den er på 20-30 liter eller gerne mere.

Den lyserøde træpæon hedder 'Shichifukujin'.
Vh
Allan
 

Kommenteret af Lars Lund den 28 maj 2014 kl. 20.48

http://paeoneksperten.dk/cms/modules/shop/public_product_view.php?s...

Hej Hanne 

Det bedste råd at to jeg kan give dig er at følge dette link. Der findes mange lyserøde, men her kan du se et katalog og måske lige finde den, du gerne vil have. Og du kan sagtens købe træpæoner nu. I krukker skal de givet beskyttes. Det skal alt i krukker, men jeg får lige min gode ven Allan Høxbroe til at svare dig. Han er bare eksperten på det område.

mvh

Lars   

Kommenteret af Hanne den 28 maj 2014 kl. 20.01

Kan træpæoner gro i lerjord???????????????????

Og kan de gro i krukker, og alligevel stå ude om vinteren??????

Hvad hedder den lyserøde træpæon og kan den købes nu?

med venlig hilsen Hanne

Som medlem af Drivhusklubben kan du ikke blot læse spændende artikler om fx dyrkning - du kan også deltage med egne indlæg og kommentarer!

Følg Drivhusklubben:

© 2018   Drivhusklubben er drevet af Juliana A/S.   Powered by

Skilt  |  Kontakt os  |  Privacy Policy  |  Terms of Service